Kongelige31. december 2020

Alex scorer nyt job

Grevinden kan nu føje endnu en bestyrelsespost til sit cv.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200226_hjp9019_1.jpg
 Foto: Hanne Juul

Alexandra har scoret et helt nyt job.

Nu indtræder hun i endnu en bestyrelse – denne gang i medicinalvirksomheden Unumed, der laver IT-systemer til hospitaler i lande som Kenya, Indonesien, Thailand, Ukraine og Danmark.

Det bekræfter grevindens presserådgiver Helle Von Wildenrath Løvgreen over for SE og HØR.

Det er meningen at Alexandra i den grad skal trække på sin asiatiske erfaring, når firmaet satser endnu mere på markeder i Fjernøsten i fremtiden. Jobbet har hun scoret via sit netværk i erhvervslivet.

Det er således grevindens anden bestyrelsespost. Den første scorede hun i 2007, da hun tiltrådte som medlem af den schweiziske medicinalgigant, Ferring Pharmaceuticals’ bestyrelse. Det betyder, at Alex nu har et deltidsjob som Director of Client Programmes hos Bang & Olufsen samt to bestyrelsesposter.

Farvel til "a-kassen"

Dermed må man sige, at den 56-årige tidligere prinsesse i den grad har gjort det, mange ikke troede hun kunne: At vende tilbage til erhvervslivet. I juli sagde hun farvel til “a-kassen” – apanage kassen – da hun ved Felix’ 18-års fødselsdag selv besluttede sig for at frasige sig de 2.6 millioner, hun har fået af de danske skatteydere siden skilsmissen fra prins Joachim i 2004.

Inden for et halvt år har hun altså plantet fødderne solidt i erhvervslivet ved at score et job og en ny bestyrelsespost.

Retur til erhvervslivet

Dermed er der ingen risiko for, at grevinden skulle lide nød efter den store pengestrøm fra staten stoppede.

Det har dog været et svært år at vende tilbage til erhvervslivet i. En del af Alex’ jobskrivelse hos Bang & Olufsen er, at hun skal være bindeled mellem Danmark og elektonikgigantens markeder i Asien. Men covid-19-krisen har naturligvis sat en stopper for mange rejser. Derfor måtte Alex gribe jobbet an på en anden måde. I løbet af sommeren havde hun således en række danske influencere med i B&O’s museum i Struer.

Håbet er naturligvis, at internationale rejser vil kunne begynde igen i 2021, og dermed vil grevinden uden tvivl få mere travlt med B&O-jobbet.

Læs meget mere om Alex' nye liv i næste uges printudgave af SE og HØR.

Sponsoreret indhold