Alexandra jubler: Scorer topjob

Champagnepropperne springer i disse dage hjemme hos Alex. Hun har nemlig fået nyt arbejde.

SE og HØR kan afsløre, at den 55-årige grevinde mandag morgen er begyndt i B&O’s hovedsæde i Lyngby. Her har Alex fået titlen Director for Client Programmes og skal arbejde med at finde nye kundegrupper og udviklingen af kundeprogrammer på tværs af marketing og salg.

– Jeg ser meget frem til arbejdet med at styrke kendskabet til Bang & Olufsens brand og produkter på virksomhedens kernemarkeder. B&O er et dansk ikon, og jeg glæder mig til at blive en del af virksomheden og til samarbejdet med mine nye kolleger, siger Alexandra.

Med ét bliver grevindens liv ganske anderledes. Hun skal møde ind på kontoret på Gammel Lundtoftevej i Lyngby, hvor hun vil få kolleger at dele hverdagen med. Af hensyn til Alex’ andet arbejde, blandt andet som bestyrelsesmedlem i den schweiziske medicinalkoncern Ferring Pharmaceutical, vil jobbet hos B&O være en deltidsstilling.

Timingen af Alex’ nye arbejde er noget nær perfekt. Hun har truffet den historiske beslutning, at hun til juli vil frasige sig sin apanage på 2,6 millioner kroner om året.

Hun har valgt at gøre det, når Felix fylder 18 år, for at signalere, at hendes arbejde for det danske kongehus er færdiggjort. Af samme grund har hun gennem de seneste år afviklet en række protektioner. Dermed står hun i højere grad til rådighed for erhvervslivet.

– Der er flere ting, jeg opvejer. Men det er helt klart, at jeg skal komme videre i mit liv, og jeg er stor tilhænger af, at når vi lukker døre, så er det vigtigt, at vi åbner nogle nye. Og det er lidt svært at åbne nye døre, hvis man bliver ved med at holde de gamle åbne. Nogle gange er det jo nemmere at holde fast i det gamle, det trygge og det nemme, men jeg synes, at det er vigtigt at få banet vejen for nogle nye ting, sagde Alexandra i et stort interview med SE og HØR i november.

Alexandra skal nu være med til at styrke B&O. Virksomheden er i dyb krise, og forleden meldte de ud i en fondsbørsmeddelelse, at de mangler 400 millioner kroner, som de vil forsøge at skaffe i kapital ved at foretage en såkaldt garanteret aktieemission.

– Bang & Olufsen er i en alvorlig situation, hvor vi er nødt til at skaffe ny kapital for at komme igennem den globale covid-19-krise. Som andre forbrugerbrands er vi påvirket af de nedlukninger, der er indført i de fleste lande verden over, og det står klart, at krisens varighed og omfang vil fortsætte med at påvirke salget på flere markeder, sagde bestyrelsesformand Ole Andersen forleden.

Allerede inden coronavirussen ramte verden, var firmaet dog i krise. B&O havde tabt 60 millioner kroner, og indtjeningen var faldet med 30 procent.

Da Alex blev skilt fra prins Joachim i 2004, spåede mange eksperter, at hun ville vende tilbage til erhvervslivet. I 2007 fik hun en bestyrelsespost i Ferring Pharmaceutical, og i 2017 underviste hun på Indiana University Kelley School i USA.

Inden Alex kom til Danmark, var hun vicedirektør for salg og marketing i GT Management Ltd. i Hongkong. Grevindens uddannelse er inden for handel og økonomi på universiteter i Hongkong, Tokyo, London og Wien.

 
Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close