Kendte7. december 2018

Knivdrabet i Kødbyen: Stukket i hjertet

Den 21-årige jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere blev dræbt af et enkelt knivstik i hjertet. Han drømte stort om en dejlig fremtid med sin kæreste.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/knivdrabet_i_koedbyen_i_koebenhavn.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Han havde så mange drømme, den blot 21-årige jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere. Først og fremmest ville han have en hel række børn sammen med sin kæreste, og så ville han gøre verden til et bedre sted ved at bekæmpe ulighed og fremme menneskerettigheder.

Hans store drøm var at samle Afrika.

– Du ville have nået stjernerne. Hvis du havde fået lov, sagde kæresten Laura i sin tale i Vor Frue Kirke, da Jonas Sekyere blev begravet den 28. november 2012.

– Vi havde så mange drømme sammen. Vi skulle have mindst seks børn, og vi talte om, hvad de skulle hedde. Det var du ikke i tvivl om.

11 dage tidligere var Jonas Sekyere blevet stukket ihjel på diskoteket Bakken i Kødbyen i København, hvor han sammen med sine kammerater holdt af at gå i byen. Tilsyneladende af en mand, som han ikke kendte i forvejen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/jonas_thomsen_sekyere.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Jonas Thomsen Sekyere blev kun 21 år. Han blev dræbt med et stik i hjertet på diskotek Bakken i Kødbyen i København. (Foto: Ritzau Scanpix)

Masser af 13-taller

Jonas Sekyere var en mønsterbryder, der året før sin død fortalte om sin opvækst i en kronik i Politiken. ”Jeg skylder den danske velfærdsmodel alt”, lød overskriften.

”Mit liv begyndte på den psykiatriske afdeling på Hillerød Hospital. Min danske mor var psykisk syg, og min relativt nytilkomne ghanesiske far havde ikke ressourcerne til at tage sig af et nyfødt barn. Det skulle blive den første gang, den danske velfærdsmodel gav sig til kende over for mig”, indledte han.

Fra han var ti til 18 år, voksede han op hos sin plejefamilie i Brøndby og Vordingborg, sang i Københavns Drengekor, tog eksamen fra 9. klasse med næsten udelukkende 13-taller, fik en flot studentereksamen og flyttede ind på det traditionsrige kollegium Regensen, da han startede med at læse jura.

Det var den vej, han skulle. Det vidste han allerede, da han var syv år, fortalte han i en videoblog om livet som jurastuderende.

”Jeg er blevet hjulpet og støttet af et system, jeg ikke ville have haft råd til”, skrev han i kronikken, hvor han udtrykte, at han var stolt af den unikke danske model.

”Jeg er et produkt af de sygeplejersker, der ud over deres arbejdstimer gav mig deres kærlighed. Jeg er resultatet af hver eneste folkeskolelærer, frivillige fodboldtræner og pædagog, der hver dag gør noget ekstra”, skrev han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/knivdrabet_i_koedbyen_i_koebenhavn_2.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Blomster- og lyshavet uden for diskotek Bakken, hvor Jonas Sekyere blev dræbt, voksede støt. To dage efter drabet trodsede flere hundrede aftenkulden og mødte op i Kødbyen for at mindes ham med blomster, lys og fakler. (Foto: Ritzau Scanpix)

Sank sammen

Den lovende fremtid blev der sat en stopper for om natten lørdag den 17. november 2012. Jonas Sekyere var i byen sammen med to venner på diskoteket Bakken i Kødbyen, og da han kl. 20 minutter i fem gik ud på toilettet, endte han af uvisse årsager i en konfrontation med flere unge mænd.

Han forsøgte at værge for sig, men en af dem stak ud efter den unge jurastuderende med en smal og spids kniv og ramte ham med et enkelt stik i hjertet.

Jonas Sekyere vaklede ud på dansegulvet, hvor han blødende sank sammen i armene på en kammerat.

Venner fik ham udenfor og kæmpede for at redde hans liv, men han afgik ved døden på Rigshospitalets TraumeCenter omkring halvanden time senere.

Videoovervågning ledte hurtigt politiet på sporet af den formodede drabsmand, den i dag 33-årige Omer Hassan Sheik Muse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/omer_hassan_sheik_muse.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Omer Hassan Sheik Muse flygtede ud af landet, inden politiet nåede at anholde ham. (Foto: Ritzau Scanpix)

Han flygtede imidlertid ud af Danmark og efterlod sin kone samt to små børn.

I sommeren 2016, knap fire år efter drabet, blev han dømt ved den regionale retsinstans i Hargeisa i Somalia. Han fik 20 års fængsel og skulle derudover betale 33 1/3 kamel til sit offers familie. Under retssagen påstod han ifølge Ekstra Bladet, at han havde handlet i selvforsvar, og han ankede dommen.

Københavns Politi vil stadig gerne have Omer Hassan Sheik Muse udleveret, så han kan blive retsforfulgt i Danmark, og han er stadig efterlyst af dansk politi via Interpol i hele verden.

Sponsoreret indhold