Kendte9. marts 2024

Søren Papes sidste timer: Så dramatisk var hans død

Efter Pape Poulsen pludselig faldt om blandt partifællerne, holdt hans tro væbner hans arm, da den konservative leder sidste lørdag trak sit sidste åndedræt - i dag skal han bisættes

Søren Papes liv i billeder

LÆS OGSÅ: Her faldt Søren Pape om

Hans ord bliver usammenhængende og hans tale bliver mudret. Pludselig tager han sig til hovedet, støtter sig til en stol og glider ned på sine knæ – tydeligvis i store smerter.

Stedet er Hotel Skibelund Krat udenfor sydjyske Vejen, hvor Søren Pape Poulsen til det sidste talte om sit hjertebarn: Konservativ politik.

Lidet skulle han vide, at det ville blive hans livs sidste ord, da han fredag aften talte om ældreudspillet foran den konservative hovedbestyrelse.

Men da Søren Pape Poulsen segnede omkuld, gik det stærkt.

Tililende partikammerater styrtede til stedet, hvor deres partiformand lå med stærke smerter og måske ikke længere var ved bevidsthed.

En af de mest centrale i dramaet omkring Søren Pape Poulsens død var de konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, som ringede 112 for at få hjælp.

– Søren var lige gået videre i sin politiske orientering, og så gik han i stå. Pludselig stoppede talestrømmen.

Og det var tydeligt, at han havde ondt, og at det var alvorligt, fortæller Mette Abildgaard til DR.

Gjorde, hvad vi kunne

Hun kom som den første igennem til alarmcentralen.

– Jeg føler, at vi i situationen gjorde det, vi kunne. Jeg tror bare, man må sige, at her har der været tale om en så svær hjerneblødning, at der ikke har været noget at gøre.

– Og det er selvfølgelig enormt svært at finde nogen retfærdighed i. Det er klart, det kom jo som et chok for os alle sammen, siger Abildgaard, som både var kollega og nær ven med Pape.

Hvor meget ved bevidsthed Pape var, da han først var kollapset, er der modstridende forklaringer om.

– Han siger nogle lyde.

– Men det er ikke mit indtryk, at han er ved bevidsthed, fortæller hovedbestyrelsesmedlem Bjarne Villadsen til Ekstra Bladet om de sidste minutter, hvor kollegerne så ham.

Klokken 17.15 havde flere konservative lagt billeder af deres partiformand på de sociale medier – aldeles uvidende om, at der blot 11 minutter senere blev ringet efter en ambulance til formanden.

Talte pludselig mystisk

En af dem var Lars Bendix, som tog det sidste billede af Søren Pape Poulsen. Han mener, at Pape var ved bevidsthed, efter at han var sunket i knæ.

– Det var min vurdering, at han var ved bevidsthed, siger Lars Bendix til SE og HØR.

Han havde kort forinden hørt Pape tale.

– Han var som altid i topform og fuld af begejstring – og godt i gang med at tale om det politiske bagland, som han elskede.

– Og så begyndte han at tale mystisk. Jeg troede først, han lavede sjov, men i løbet af ingen tid, kunne vi se, der var noget galt, husker Bendix, som aldrig vil glemme den skæbnesvangre dag.

– Det var forfærdeligt at være med til. De nærmeste tog sig af Søren – og så fortrak vi andre. For at give luft og værdighed. Det er ubegribeligt, understreger han.

I første omgang var det meningen, at ambulancen med den konservative partiformand skulle til Kolding Sygehus, men undervejs besluttede man at sende ham til Odense Universitetshospital – formentlig fordi det gik op for redderne, hvor slemt det stod til.

Her kunne man dog ikke redde den politiske leder, som havde fået en voldsom hjerneblødning.

Lørdag i sidste uge klokken 13.13 blev respiratoren slukket – og Søren Pape Poulsen trak sit sidste åndedræt.

Holdt Papes arm i døden

De konservatives generalsekretær Søren Vandsø, 50, er gennem tre årtier blevet kaldt Søren Pape Poulsens tro væbner.

Og det var han i sandhed til det sidste.

– Jeg blev af mange, igennem årene, beskrevet som Sørens ”tro væbner”.

Det var jeg også til det allersidste, da han slap livet i dag kl. 13.13.

Den tro væbner sad trofast ved Sørens side med min hånd om hans arm, skrev han i et opslag på Facebook efter det tragiske dødsfald.

Han udtrykte sorgen over tabet af sin gode ven og kollega sådan:

– Kæreste ven, kære Søren, tabet er ubærligt. Jeg savner dig allerede.

Sponsoreret indhold