Kendte20. marts 2016

Sønderjyde vinder 12 mio.: - Jeg har vendt hver en femøre hele livet

En sønderjysk mand har hele livet sparet og drømt om den store gevinst. Torsdag skete så dét, han aldrig havde troet muligt: Han vandt hele 12 millioner kroner i lotto
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lotto_0.jpg
 (Foto: Danske Spil)

En sønderjysk mand har brugt hele sit liv på at arbejde. Han har ikke klattet pengene væk – men ”vendt hver en femøre”, som han selv beskriver det.

Nu skal han dog til at vænne sig til en helt ny hverdag – for torsdag blev han over 12 millioner kroner rigere.

Helt præcis kan sønderjyden – en mand i 50’erne fra Sønderborg – polstre tegnebogen med 12.587.985 kroner, efter at han vandt den helt store gevinst i Onsdags Lotto.

Torsdagen var dog ved at gå på hæld, før at sønderjyden opdagede, at han havde vundet den helt store gevinst aftenen forinden. Han havde godt nok tjekket lotto-tallene på tekst-tv om morgenen, men her var der intet, der tydede på, at han var blevet lottomillionær.

- Klokken 14 minutter over 5 torsdag morgen tjekkede jeg tekst-tv. De seks rigtige var ikke gået, stod der, fortæller manden ifølge en pressemeddelelse fra Danske Spil.

- Jeg tog på arbejde og jokede med, at det var mig, der havde vundet. Altså de sædvanlige 42 kroner.

Men da sønderjyden senere på dagen fik at vide, at den helt store gevinst altså var tilfaldet en heldig person i området, tjekkede han tallene på tekst-tv igen. Og igen. Og igen. For pludselig passede tallene på hans kupon med vindertallene på skærmen.

- Jeg læste den igen. Mindst tyve gange. Jeg kunne ikke fatte det.

Men den var god nok

- Jeg havde fødselsdag den 7. og har nu vundet på række 7, siger den nykårede millionær, der fredag formiddag droppede arbejdet og satte kursen mod sin bank.

- Jeg har aldrig nogensinde været så nervøs, som da jeg skulle op i banken. Jeg har gået rundt med 12,5 millioner i inderlommen siden i aftes. Det er så uvirkeligt.

Mandens bank tog herefter kontakt til Danske Spil, der kvitterede med et håndfast bevis på, at ja-den-er-god-nok.

- De overførte 200.000 kroner med det samme. Der troede jeg på, det var rigtigt. Og så stod jeg ellers og tudede.

- Jeg har vendt hver en femøre hele livet, og lige pludselig får man det her, tilføjer den heldige sønderjyde, der ønsker at være anonym, men gerne vil fortælle, at han er en mand i 50’erne fra Sønderborg.

- Arbejdsmand må du godt skrive. Jeg er en arbejdsmand. Jeg er så glad for mit arbejde og de dejlige mennesker, jeg arbejder sammen med. Og jeg fortsætter selvfølgelig med at arbejde.

Sponsoreret indhold