Kendte17. maj 2017

Bermuda-mysterium: Skuespillers eks og to børn savnet siden mandag

Amerikanske myndigheder har siden tirsdag ledt med lys og lygte efter to voksne og to børn, der var ombord et mindre fly, der mandag forsvandt i den sagnomspundne Bermuda-trekant. Nu har myndighederne meddelt, at de har fundet vragrester i vandet. En af de forsvundne har været gift med skuespilleren Rae Dawn Chong
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fly_front_0.jpg
 Foto: All Over og privat

To voksne og to børn på blot tre og fire år frygtes omkommet, efter at deres fly mandag forsvandt i den sagnomspundne Bermuda-trekant.

Det mindre fly befandt sig øst for øen Eleuthera mandag, da luftkontrollen i Miami mistede radiokontakt med flyet.

Siden har de amerikanske myndigheder ledt med lys og lygte efter flyet og dets fire passagerer ombord: 52-årige Nathan Ulrich, 40-årige Jennifer Blumin samt Jennifer Blumins to sønner på henholdsvis tre og fire år.

Myndighederne har nu meddelt, at man har observeret vragrester i vandet i det område, hvor luftkontrollen mistede kontakt med flyet.

Myndighederne frygter derfor, at det lille to-motors-fly er styrtet ned, og at alle ombord er omkommet.

Der var dog gode vejrforhold, da flyet forsvandt, så det er stadig et mysterium, hvad der er sket med flyet.

- Der er ingen indikation på, at der skulle have været signifikant dårligt vejr på tidspunktet for flyvningen, fortæller Ryan Kelly fra den amerikanske kystvagt ifølge det amerikanske medie ABC 7.

Flyet var på vej fra Puerto Rico til Titusville, Florida, da det forsvandt.

Nathan Ulrichs ekskone, skuespillerinden Rae Dawn Chong, udtrykte tirsdag sin sorg på sin Twitter-profil:

- Jeg er i sorg og chok. Så bed en bøn for denne familie, skriver hun.

https://imgix.seoghoer.dk/26.02015952.jpg
 (Foto: All Over)

Skuespillerinden Rae Dawn Chong har været gift med forsvundne Nathan Ulrich. Foto: All Over

Den sagnomspundne Bermuda-trekant er et geografisk område mellem Florida, Bermuda og Puerto Rico.

Området har i mange år været kendt og frygtet som stedet, hvor et stort antal skibe og fly på mystisk vis forsvinder sporløst – uden at der umiddelbart kan findes en forklaring.

Sidste år mente forskere at have løst gåden. I et dokumentarprogram på Science Channel forklarede forskerne, at skyerne i området har en tendens til at blive en slags ”luft-bomber”.

- De bliver dannet af det, man kalder microbursts. Det er eksplosioner af luft, der kommer ud fra bunden af skyerne og rammer havoverfladen. Det skaber bølger, som kan blive voldsomt store, hvis de først begynder at påvirke hinanden, udtalte en af forskerne til The Telegraph.

I alt er over 8.000 personer forsvundet i Bermuda-trekanten.

Sponsoreret indhold