Kendte30. marts 2022

Skæbnedag for Nicki Bille: Risikerer en hård straf

I dag skal Nicki Bille for retten i sin seneste voldssag
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

SENESTE: Nu er dommen faldet

Klokken 9.30 i dag skal den tidligere fodboldspiller Nicki Bille for retten. Og det kan ende med en hård dom, hvis han bliver kendt skyldig i den voldshandling, han er tiltalt for.

Bille har nemlig allerede en tidligere betinget dom "i banken" fra sidste år. Den lød på 60 dages fængsel og kan blive udløst, hvis dommeren vælger at tage dommen i betragtning.

Samtidig er fodboldspilleren allerede dømt for vold, hvilket ifølge loven kan lægge 50 procent til den fængselsstraf, som anklagemyndigheden går efter i den nye sag.

Hænderne sidder løst

Det er som nævnt ikke første gang, at den kendte nu tidligere fodboldspiller er i problemer, fordi hænderne sidder alt for løst.

Således er han flere gange blevet idømt fængselsstraffe. Blandt andet for at have slået en dørmand, som han var raget uklar med. I et tilfælde blev en politibetjent også bidt i armen af Nicki Bille.

Konsekvenserne for dørmanden var en brækket næse. Om offeret i den nye sag har fået skader, fremgår ikke af anklageskriftet.

Nicki Bille er i dagens retssag tiltalt for 7. november sidste år at have slået et ukendt offer i ansigtet under et besøg på natklubben "Dorsia" i det indre København.

Volden skete kort før, at hans seneste straffesag blev afgjort.

Anklagemyndigheden nedlægger derfor også påstand om, at Nicki Bille "i et af retten nærmere bestemt tidsrum idømmes forbud mod i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet."

Nægter sig skyldig

Forbuddet gælder dog kun de områder, som er del af nattelivszoner i Danmark. Den nye voldsepisode fandt ifølge politiet netop sted i en af Københavns nattelivszoner.

SE og HØR har forgæves forsøgt at få fodboldspillerens kommentar til sagen. Men ifølge hans advokat, Asser Lyngs Gregersen, nægter Nicki Bille sig skyldig. Advokaten vurderer heller ikke, at anklagemyndigheden kan få hans klient idømt den fængselsstraf, der er lagt op til i anklageskriftet.

SE og HØR følger retssagen, som du senere i dag kan læse mere om.

Sponsoreret indhold