Kendte17. oktober 2020

Sangerinde blander sig i kebab-krigen: - Dummere end først antaget

Blå Øjne-sangerinde Julie Rugaard mener, der var tale om en ”godt tilbud” fra baronessen, da hun i stedet blev anklaget for at tigge om et kebab-måltid med en flok venner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/umutjulie.png
 Foto: Peter Grosen

Kendiskokken Umut Sakarya gav ikke meget for de – efter hans udsagn – talrige beskeder fra en vis influencer ”Caroline”, der inviterede sig selv og nogle venner på meterlang fastfood i fladbrød på hans københavnske Guldkebab.

”Gå og knep dig selv,” var faktisk den 30-årige indehavers svar til beskeden, der siden skulle vise sig at have Caroline Fleming som afsender.

Den lettere pinlige offentliggørelse fik hende til herefter at sende en uforbeholden undskyldning gennem sin manager Jesper Thomsen, der udtalte sig til Ekstra Bladet.

Dummere end antaget

Men nu får baronessen og tv-personligheden opbakning fra medsøster Julie Rugaard, der er kendt fra 90-succesen Blå Øjne.

”Hvis Umut Sakarya tror, at det at give mad for reklame på en Instagramprofil som Caroline Flemings er at betragte som tiggeri eller ’gratis’, så er han dummere end først antaget,” lyder hendes indledning i et facebookopslag, hvor hun linker til tiggeri-anklagen.

Herefter fortsætter sangerinden sit forsvar.

”Virksomheder betaler mellem 30.000-50.000 kr for reklameopslag på profiler som hendes. Hun har givet ham ’et godt tilbud’, og at omtale hende på den måde er gement sviner. Og at han lægger det op offentligt er respektløst i yderste potens.”

Gik til bekendelse

Efter en del gætterier i kommentarsporet under Umuts opslag, hvor Flemings identitet i første omgang var sløret, gik baronessen selv ud og forklarede sig.

Her lød det, at hendes intention faktisk aldrig havde været at ”tigge” efter et gratis måltid mad, men at hun selvfølelig havde tænkt sig at betale gildet selv.

Umut var dog klar i mælet overfor BT. Her fortalte han, at han slet ikke købte forklaringen om, at der skulle være tale om en misforståelse.

- Jeg har ikke brug for hverken hendes undskyldning eller forklaring, for jeg ved, hvad, hun mente, sagde han.

Også i kommentarerne under Rugaards opslag får man fornemmelsen af, at Umut ikke giver meget for argumentet om, at Carolines besøg skulle være et rent og skært ”godt tilbud” - eller medvind for hans forretning.

"Ja det respektløst at drive en forretning hvor man gerne vil have betaling for sine produkter i dagens Danmark. Undskyld jeg har sagt stop for tiggeri", skriver kokken under facebookopslaget.

Modbydelig, lille mand

I koret melder også influencer og blogger Mascha Vang sig.

Hun er enig i, at Umut fik et virkelig godt tilbud, da Caroline tilbød at komme forbi og nyde en meterlang kebab, og på den måde støtte hans forretning med et opslag.

"Tænk, hvis jeg skulle hænge alle restauranter ud, der skriver til mig for at få reklame for en pizza. Det kunne jeg da ikke drømme om - jeg er rystet over hans svar," skriver bloggeren i en kommentar.

"Han er bare grundlæggende en modbydelig lille mand, skriver Julie "Blå Øjne" Rugaard som svar.

https://imgix.seoghoer.dk/umutfacebook.png
 Foto: Skærmbillede fra facebook/Julie Rugaard

"Slip hvidvinen," lyder opfordringen til Rugaard, der siger kendiskokken imod på facebook. (Foto: Skærmbillede fra facebook/Julie Rugaard)

Sponsoreret indhold