Kendte27. september 2022

Så gik den ikke længere: Mathilde Gøhler i retten for skjult reklame

Den 30-årige model og influencer har måske ikke helt fulgt reklamereglerne på Instagram
Den smukke model har ikke umiddelbart så meget at smile af.
Den smukke model har ikke umiddelbart så meget at smile af.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Ifølge Forbrugerombudsmanden har Mathilde Gøhler ikke i tilstrækkelig grad deklareret sine opslag på Instagram.

I hvert fald lød anklagen i Retten i Lyngby, ved første retsmøde i sagen, i dag på, at modellen således havde udøvet skjult reklame.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge anklageskriftet er Mathilde Gøhler sigtet for at overtræde paragraf 6, stk. 4 i markedsføringsloven, som således netop er forbud mod skjult reklame. Det drejer sig om 21 opslag på frøken Gøhlers Instagram, hvor hun ikke har opfyldt reglerne om markering af reklame.

– Anklagemyndigheden mener, det har været reklame, og det ikke har været tydeligt. Hun har omtalt virksomhederne ved at tagge dem, og det mener Forbrugerombudsmanden, ikke er tilstrækkeligt markeret, lød det fra anklager Laurine Støve, der er jurist hos Forbrugerombudsmanden, som Ekstra Bladet har talt med.

Ifølge anklagemyndigheden skal Mathilde Gøhler modtage en straf på minimum 85.000 kroner, mens modellens advokat, Jesper Krogh Støttrup, kræver frifindelse.

Mathilde er ikke den eneste

Mathilde Gøhler er dog langt fra den eneste influencer, der i tidens løb er blevet anklaget for skjult reklame på de sociale medier.

Også modelkollegaen Philine Roepstorff havnede sidste år i fedtefadet:

– Forbrugerombudsmanden anklager mig for at lave falsk reklame. Fordi jeg har lagt billeder ud og tagget brandet, lød det fra Philine Roepstorff i realityserien "Bendtner & Philine", hvor hun og ekskæresten Nicklas Bendtner selvsagt har hovedrollerne.

En lignende sag så vi også sidste efterår, da “Forsidefruer”-stjernen Jackie Navarro i syv tilfælde blev tiltalt for at have brudt markedsføringsloven – og således undladt at angive, hvilke Instagram-opslag der var reklame.

Sponsoreret indhold