Krimi24. september 2021

Forsidefrue skal i retten: Det er hun tiltalt for

Influenceren Jackie Navarro er tiltalt for at bryde markedsføringsloven i syv tilfælde, hvor hun ikke har angivet, hvad der er reklame på sine sociale medier
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jackie_0.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Den kendte forsidefrue Jackie Navarro får formentlig ikke meget glamour ud af sin fredag.

For den 35-årige kendis skal tilbringe sin eftermiddag i Retten i Helsingør.

Her er hun tiltalt for at have overtrådt markedsføringsloven hele syv gange i perioden 2017 til 2018.

Det er Forbrugerombudsmanden, der har valgt at slæbe Jackie Navarro i retten. De har undersøgt flere af de store danske influencere, der ikke skriver, at der er tale om reklame på opslag på sociale medier.

I 2020 blev Mia Sand, bedre kendt fra Instagram-profilen ”Missmiafit”, den første danske influencer, der blev dømt for at bryde loven. Hun fik en bøde på 60.000 kroner.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/amalie_5_1.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Jackie Navarro sammen med sine kolleger fra "Forsidefruer". Foto: Kaspar Wenstrup

Jackie Navarro oplyser til SE og HØR, at hun nægter sig skyldig.

”Botox og strækmærker”

Forsidefruen er tiltalt efter markedsføringslovens §6 stk. 4. Hele syv gange var hendes opslag på Instagram eller indlæg på hendes personlige blog ikke ordentlig deklareret, mener Forbrugerombudsmanden.

Ifølge anklageskriftet, som SE og HØR har fået aktindsigt, har Jackie Navarro ikke tydeligt skrevet, at ”Botox og strækmærker”, ”Naturlig skønhed hos Cerix”, ”Min afhængighed” og et opslag for det kontroversielle tøjmærke NA-KD var reklame for at nævne nogle af de opslag, som politiet mener overtræder loven.

Overrasket over retssag

Den populære reality-forsidefrue er den næste i rækken, der står til en klækkelig bøde, hvis hun bliver kendt skyldig.

Jackie Navarro har ikke ønsket at stille op til et interview med SE og HØR. Men hun har sendt nogle svar til SE og HØR's spørgsmål på mail:

'Jeg er ret overrasket over at sagen verserer mod mig og jeg synes selvfølgelig ikke at det er rart med tiltalen. Særligt når man tænker på, at det er noget som ligger helt tilbage i 2017 og 2018', skriver hun i mailen.

Hun forklarer videre, at hun ikke er enig i forbrugerombudsmandens undersøgelse. Derfor har hun valgt at tage sagen til retten.

DET SIGER LOVEN OM SKJULT REKLAME

Skjult reklame er forbudt ifølge markedsføringslovens paragraf 6, stk. 4.

Det skal derfor være tydeligt for modtageren, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale.

Det gælder, uanset på hvilket medie reklamen bliver vist, for eksempel i trykte medier, som aviser og blade, eller på internettet, og uanset hvem reklamen retter sig til.

Børn og unge er mere godtroende end voksne og har ikke de samme erfaringer som voksne med at gennemskue, om der er kommercielle interesser bag et budskab.

Derfor skal virksomheder, der markedsfører sig over for børn og unge være ekstra opmærksomme på, om reklamen er tydeligt markeret, så målgruppen kan forstå, at det er reklame.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

PROBLEMATISK PÅ FLERE PLAN

Hos Forbrugerombudsmanden holder man løbende øje med de danske influencere overholder loven.

- I 2019 undersøgte vi 37 influenters profiler på sociale medier. Vi undersøgte i hvilket omfang, at influenterne tydeligt oplyste, at der var tale om en kommerciel hensigt med deres opslag.

- Undersøgelsen resulterede i, at vi politianmeldte fire influenter for grove overtrædelser af forbuddet mod skjult reklame. En række af de andre influenter modtog enten en indskærpelse for at have overtrådt reglerne eller blev orienteret om reglerne, siger Marie Asmussen, der er specialkonsulent ved Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden vælger selv at tage sager op, men det kan også ske på baggrund af klager fra borgere.

- Hvis en person reklamerer for en virksomhed eller et produkt skal det være klart og gennemskueligt. Hvis det ikke er klart og gennemskueligt, så kan forbrugeren blive vildledt til at tro, at det er personens egen, personlige anbefaling uden, der er noget kommercielt bag.

- Følgerne føler en personlig relation til influenterne, derfor har man paraderne nede i modsætning til, hvis man er inde på en virksomhedsprofil. Når man har paraderne nede, så er man nemmere at påvirke.

- Og derfor er det også vigtigt, at man kan sondre imellem, hvad der er kommercielt og hvad er personligt. Det er vigtigt for at opretholde vores tillid – og så vi ikke bare tror, at alt er kommercielt, lyder det fra specialkonsulenten.

Til november skal en anden en dansk kendis i retten og i foråret følger endnu en retssag for en kendt dansk influencer.

Sponsoreret indhold