Peter Qvortrup Geisling på tour med Shu-bi-dua: - Jeg fejer kiks

LÆS OGSÅ: Larsen-Bundesen-striden lever stadig: Rivaler i døden
Som dreng i Nordjylland kunne nu 61-årige Peter Qvortrup Geisling ikke få nok af Shu-bi-dua.
- Jeg sad i Nordjylland i 1970’erne, og der skete ikke en skid. Og så kom den ene LP efter den anden, og jeg kunne høre, at de der strandvejsdrenge havde en fest.
- Og der var sådan en sorgløshed over det. Den elskede jeg, siger Peter Qvortrup Geisling.

Siden da, har tv-lægen lært de glade fyre at kende, og lørdag var han derfor inviteret med til deres 50-års jubilæum i Tivoli, hvor han optrådte som vært.
- Under ”Hvalborg” skal der være én til at feje kiks, og jeg fejer kiks, siger Geisling, der beskriver sig selv som Danmarks største Shu-bi-dua-fan.
Er der en læge …?
Derfor er han også beæret over, at han nu skal rejse rundt med legenderne i forbindelse med deres 50-års jubilæum og springer ud som Shu-bi-dua 2.0.
Og det bliver som nævnt blandt andet fejret med en koncert i Tivoli i går 26. august.
- Jeg laver en åbning, og så er jeg inde og fortælle en joke, og nogle gange spiller jeg sækkepibe til ”McArine”.

- Og så fortæller jeg lidt Shu-bi-dua-historier indimellem. Og så plejer jeg at spille et nummer med dem til sidst, siger Peter Qvortrup Geisling.
Han er lidt i tvivl om, hvordan samarbejdet er opstået, men er ikke i tvivl om, at det kan blive gavnligt for alle.
- De er også nået til en alder, hvor de er begyndt at sende afføringsprøver ind, så det er nok meget godt at have en læge med, griner han.