Nyheder6. juni 2023

Tivoli afslører fuldt lørdagsprogram: Shu-bi-dua fejrer 50-års jubilæum på Plænen

Tivoli har netop offentliggjort det fulde program til LørdagsHits, der spiller i juli og August
Shu-bi-dua optræder til august i Tivoli. Dog kun med tre af de originale medlemmer.
Shu-bi-dua optræder til august i Tivoli. Dog kun med tre af de originale medlemmer.
 Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Otte koncerter på lørdage i juli og august.

Sådan lyder opskriften på Tivolis nye koncertkoncept, LørdagsHits, som er forlystelsesparkens hyldest til popmusik, der stadig holder efter flere årtier.

Tirsdag morgen har Tivoli afsløret de mange danske bands, der skal spille Plænen op i sommerweekenderne.

Her springer specielt Shu-bi-dua i øjnene som det store navn. Det danske band fejrer 50-års jubilæum med maner, når det lukker og slukker på Lørdagshits’ sidste spilledag den 26. august.

Shu-bi-dua mistede i 2020 Michael Bundesen, der i den grad må siges at være bandets ansigt udadtil.

Han havde dog ikke optrådt med bandet siden 2011, da han blev ramt af en blodprop, der gjorde ham lam i venstre side af kroppen.

Bandet vil optræde med en blanding af de originale medlemmer Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup, mens at også Kim Daugaards søn, Kasper, som tidligere har spillet med Lukas Graham, har valgt at hellige sig projektet og er med på klaver.

Derudover spiller guitaristen B-Joe, og på trommer finder man Flemming Olsen.

Bandets sammensætning vælger det at adresserer ved at optræde under navnet Shu-bi-dua 2.0.

LørdagsHits har også Thomas Helmig, Rocazino, Rockers By Choice, Erann DD og Sanne Salomonsen på plakaten.

Tivoli lancerede Lørdagshits sidste sommer, hvor idéen i modsætning til Fredagsrock, Havefest og Lillefredag er, at programnavnene ikke skal være drevet af aktualitet, men derimod nostalgi.

Se det fulde program herunder:

LørdagsHits 2023 med koncertstart klokken 21.00

08.07 Klubien & Danseorkesteret
15.07 Sko/Torp
22.07 Sanne Salomonsen
29.07 Thomas Helmig*
29.07 Tivoli Big Band med Erann DD & Zindy Laursen
12.08 Rocazino
19.08 Rockers By Choice
26.09 Shu-bi-dua 2.0

*Pladsreservation til Thomas Helmig

Kilde: Tivoli.dk

Sponsoreret indhold