Kendte16. august 2019

To personer beskylder Katy Perry for sexchikane

Nu siger en tv-vært, at popstjernen har gramset på hende og prøvet at kysse hende
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega413100_001.jpg
 Foto: MEGA

Knap er Katy Perry kommet ud af en retssag om copyright, før hun igen forsøges blæst omkuld. En tv-vært fra Georgien anklager nemlig sangerinden for seksuelt overgreb.

Hendes navn er Tina Kandelaki, og hun siger, at Katy Perry opførte sig upassende over for hende til en branchefest, hvor stjernen angiveligt var godt påvirket, gjorde uønskede tilnærmelser og gramsede på værten. Derudover skal sangerinden også have forsøgt at kysse Tina Kandelaki.

Det skriver musikmediet Consequence of Sound.

Den georgiske kvinde fortæller, at hun gav Katy Perry en hård afvisning, men at stjernen fortsatte sin upassende opførsel over for andre gæster til begivenheden.

Tidligere denne uge lagde en skuespiller fra Katy Perrys musikvideo til "Teenage Dream" et foto på Instagram, hvor han også beskylder hende for sexchikane. Josh Kloss, som han hedder, skriver i opslaget, at popstjernen i 2010 trak hans bukser ned til en fest, så alle kunne se hans penis.

Det er den historie, der har fået den georgiske tv-vært til at fortælle offentligt om sine oplevelser, forklarer hun.

- Jeg siger bare det her nu, fordi vores kultur fokuserer på at bevise, at mænd med magt er perverse. Men kvinder med magt er lige så ulækre, siger Tina Kandelaki efter sigende til en russisk avis.

Katy Perry har ikke udtalt sig om beskyldningerne.

Katy Perry blev også beskyldt for sexchikane i 2018, da hun plantede et kys på en deltager i "American Idol", hvor hun er en del af dommerpanelet. Derudover blev der også talt meget om prisuddelingen iHeartRadio Music Awards i 2017, hvor hun tog popsanger Shawn Mendes på numsen.

Sponsoreret indhold