Kendte15. august 2019

9 kvinder anklager musiklegende for sexchikane

Operastjernen Placido Domingo bliver beskyldt for at have været seksuelt upassende over for ni kvinder fra branchen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega345625_001.jpg
 Foto: MEGA

#MeToo-bølgen ruller stadig, og nu er turen kommet til en af verdens nok allerstørste operastjerner, Placido Domingo.

Sangeren blev kendt for at være en del af hittrioen De Tre Tenorer, der står bag det bedst sælgende klassiske album nogensinde, og er i dag 78 år og direktør for Los Angeles Opera. Det er dog beskyldningerne om upassende opførsel over for kvindelige kolleger, der får Placido Domingos navn på alles læber for tiden.

Otte sangerinder og en danser, som har arbejdet direkte sammen med Placido Domino, beskylder ham for sexchikane. Anklagerne handler om sager, der spænder over flere årtier, og hvor han angiveligt er gået efter unge kvinder i branchen, skriver AP.

De ni kvinder fortæller, at operastjernen har udnyttet sin magtposition til at få opmærksom og i to tilfælde presset kvinderne til sex. Efter sigende har han kontaktet dem gentagende gange og ofte sent om natten samt ventet foran kvindernes omklædningsrum eller ved scenen for at "få fat i" dem.

- Han rørte altid ved en på en eller anden måde, og kyssede en, forklarer en af kvinderne, der ønsker at være anonym.

Flere kvinder fortæller, at de oplevede, at deres karrierer styrtdykkede, hvis de sagde nej til Placido Domingos tilnærmelser: De fik ikke castings, de ellers var blevet lovet, og de fik ikke nye kontrakter i hans virksomhed.

- Jeg var totalt skræmt og følte, at hvis jeg sagde nej til ham, var det som at sige nej til Gud. Hvordan siger man nej til Gud?, siger en af kvinderne, som forklarer, at musiklegenden gramsede kraftfuldt på hende i hendes omklædningsrum og under en køretur hjem.

En af anklagerne fortæller, at hun i 1991 havde sex med Placido Domingo, efter han havde presset hende gentagende gange.

- Jeg gav til sidst op og gik i seng med ham. Jeg løb tør for undskyldninger. Jeg havde det sådan: "Okay, det er åbenbart det her, jeg er nødt til at gøre", forklarer kvinden og tilføjer, at operastjernen sagde, at sex var nødvendigt før en optræden, og at han lagde 10 dollars til parkering, før han gik.

Placido Domingo afviser kvindernes historier.

- Beskyldningerne fra disse unavngivne individer, der går så langt som 30 år tilbage, er dybt forstyrrende og usande, siger han.

- Jeg mener, at alle mine interaktioner og forhold altid var velkomne og med samtykke. Folk, der kender mig eller har arbejdet med mig, ved, at jeg ikke er typen, der med vilje ville skade, fornærme eller bringe nogen i forlegenhed. Jeg anerkender dog, at de regler og standarder, som vi bliver - og burde blive - målt efter i dag, er meget anderledes, end de var dengang.

Sponsoreret indhold