Kendte26. maj 2021

Nu går Medina ind i racismedebatten

- Det pisser mig fucking af, siger Medina efter nyheden om en hadforbrydelse begået mod en mand af afrikansk oprindelse
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

En 58-årig mand af afrikansk oprindelse blev tirsdag overfaldet i Fredericia, og hadforbrydelsen har fået den barslende Medina til tasterne.

I forbindelse med overfaldet råbte gerningsmanden blandt andet "fucking neger", skriver Sydøstjyllands Politi, og nyheden kommer kort efter pinsens virale video med en mand, der angriber en familie verbalt.

Medina er sjældent bleg for at stå op for det, hun tror på, og i dette tilfælde er sangerinden gået på Instagram for at give sin mening til kende over for sine 341.000 følgere.

- Der er to ting, der uden sammenligning pisser mig fucking af, indleder "Synd for dig"-stjernen storyen.

Herefter poster hun to billeder. Det første af overskriften om hadforbrydelsen, der er begået mod den 58-årige mand og dernæst et foto, der sammenligner forsamlingen af fans til weekendens Brøndby-brag med publikum foran Orange Scene på Roskilde Festival.

- Tænk, at der overhovedet findes så snæversynede mennesker i Danmark, der kan finde på at slå andre ned på grund af pigment i andre menneskers hud? Og så ovenikøbet på ældre mennesker?, skriver Medina.

- Jeg væmmes helt ind til det inderste i min sjæl.

Artiklen fortsætter efter billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/200569_preview_1_0.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Medina blander sig ofte i samfundsdebatten. Foto: Mikael Rieck

Stjernen fortsætter med at gætte på, hvad det er, der får folk til at begå racistisk motiverede overfald og hatecrimes.

- De mennesker, der gør sådan noget, må komme fra en forfærdelig barndom og opvækst for at ende med at blive så dårlige personer.

Medina håber, at hadet vil visne hen med tiden, som danskerne sætter børn i verden, der kan vokse op og være bedre mennesker.

- Det gør mig ondt. Jeg beder til, at de kommende generationer slet ikke bringer denne smålighed og ignorance med sig, skriver sangerinden, der netop selv er blevet mor for første gang.

- Jeg skammer mig sådan over, at dette foregår lige ved siden af os, og over at hatecrime skal tages SÅ LANGT, før det i lovens øjne er alvorligt nok, slutter Medina og hentyder hermed til, hvor få sager der ender med straf for hadforbrydelse.

569 sager blev i 2019 karakteriseret som hadforbrydelser. 312 af dem havde et racistisk motiv og skete altså på grund af had til offerets nationalitet, etnicitet, race eller hudfarve.

Heraf blev der rejst sigtelse mod 117 personer (på det tidspunkt, Rigspolitiet lavede opgørelsen). Antallet af registrerede sager steg med 27 procent fra året før.

Det er ikke første - og nok heller ikke sidste - gang, Medina blander sig i samfundsdebatten. To uger efter sin fødsel gav hun også udtryk for sin utilfredshed med tingenes tilstand.

Dengang handlede det om det danske politi, som fik et par ord med på vejen af den talentfulde kvinde - og det var også racisme, der var vigtigt for Medina at få belyst.

- Mit hjerte knuses over den behandling, min ven James dagligt udsættes for af det danske politi. Han er et hårdtarbejdende menneske, der gør det godt i sit eget firma. Han er til dags dato blevet stoppet over 3.500 gange af politiet - ene og alene på grund af hans udseende og fede bil, sagde Medina i februar.

Sponsoreret indhold