Krimi25. maj 2021

Mette Frederiksen reagerer på viral video

- Det hører ikke hjemme i Danmark, skriver statsministeren blandt andet
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

En video af en familie med to små børn, der lørdag blev overfuset af en mand ved Kastrup Havn, er de seneste par dage blevet delt vidt og bredt på de sociale medier.

De mange delinger har især sparket til debatten om brug af straffelovens racismeparagraf og indsatsen mod racisme herhjemme.

Og nu er videoen altså nået frem til landets statsminister, Mette Frederiksen (S), som også mener, at den ”gør indtryk”. Det skriver hun på sin facebook- og instagramprofil.

- I går så jeg en video her på de sociale medier. Måske har I også set den. I videoen bliver en familie verbalt overfaldet. Forældre og to små børn må helt urimeligt lægge ører til ubehagelige og racistiske ord på grund af deres hudfarve. Det gjorde indtryk, skriver hun.

"Pis hjem"

Videoen – hvis antal af delinger efterhånden har kategoriseret den som decideret viral – fik flere andre politikere til tasterne i løbet af pinsedagene.

På klippet ses en mand i grøn jakke nærme sig en familie på fire.

Han fortæller familien, at de skal ”pisse hjem til deres eget land” og at de ”ikke hører til her”. I mellemtiden filmer moderen hele optrinnet, mens hun svarer igen på mandens angreb.

Til slut set de to små drenge, som græder og tilsyneladende er dybt påvirket af situationen.

- Familien havde modet til at sige fra i situationen. Vi har alle et ansvar for at sige fra overfor racisme, had og diskrimination. Det hører ikke hjemme i Danmark, skriver statsministeren til slut i sit opslag.

Tirsdag eftermiddag er videoen, som er postet af moderen Kodes Hamdi, blevet set hele 256.000 gange på facebook.

Jørn Vestergaard, der er juraprofessor emeritus ved Københavns Universitet, mener ikke, at mandens tilråb kan falde ind under straffeloven.

- Det er let at forstå, at familien har oplevet episoden som rigtig ubehagelig og krænkende. Det lyder imidlertid ikke som, at manden siger noget, der falder ind under straffeloven, skriver han i en mail til Ritzau.

Sponsoreret indhold