Kendte18. august 2022

Nu falder hammeren: Amalies eks tiltalt i gigantisk svindelsag

I dag falder dommen over Mikkel Skelskov, der er tiltalt i en af danmarkshistoriens største sager om hæleri og hvidvask
 Amalie Szigethys ekskæreste er tiltalt i kæmpe svindelsag, der bliver afgjort torsdag.
Amalie Szigethys ekskæreste er tiltalt i kæmpe svindelsag, der bliver afgjort torsdag.
 Foto: Aller Media

Har Amalie Szigethys ekskæreste Mikkel Skelskov været med til at hvidvaske flere millioner kroner?

Det vil det vise sig i dag.

Torsdag falder der nemlig afgørelse i en af danmarkshistoriens største svindelsager, "Operation Greed".

Det skriver Ekstra Bladet.

I alt er 17 personer tiltalt i sagen, der handler om hæleri og hvidvask af knap 530 millioner kroner samt skatte- og momssvindel for 297 millioner kroner.

SE og HØR har tidligere beskrevet, hvordan Mikkel Skelskov - ifølge anklageskriftet - skal have brudt straffeloven gennem vekselbureauet Cash Me Aps, som han er direktør for.

Han skal således have udført ulovlige transaktioner for en samlet værdi på mindst 9.243.041 kroner.

Amalie Szigethys ekskæreste er desuden tiltalt for tre forhold om hvidvask.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mikkel Skelskov og Amalie Szigethy.
Mikkel Skelskov og Amalie Szigethy.
 Foto: TV3

Ekstra Bladet har været i kontakt med Mikkel Skelkov, som udtaler, at han ikke ønsker at tale med pressen om sagen.

Hans advokat, Ole Schmidt, fortæller dog avisen, at hans klient nægter sig skyldig i sagen og derfor kræver frifindelse.

- Jeg tror på, at han bliver frifundet for hæleri, for det vil kræve dokumentation for forsæt, lyder det fra advokaten.

- Jeg tror derimod godt, han kan blive dømt for hvidvask, for der kan man dømmes for grov uagtsomhed, fortsætter han og fortæller, at han vurderer, at Mikkel Skelskov vil få en bøde på omkring 150.000-200.000 kroner.

Ifølge Ekstra Bladet risikerer Mikkel Skelskov dog også at skulle betale sagsomkostninger på op mod to millioner kroner, hvis han bliver kendt skyldig, da sagen har været så omfattende.

Mikkel Skelskov blev kendt i offentligheden, da han blev kærester med Amalie Szigethy, som han har to børn med.

Det er dog ikke nogen hemmelighed, at deres forhold var en noget tumultarisk affære.

De gik således til og fra hinanden løbende, hvilket man især kunne følge med i, da Amalie Szigethy var gravid med deres første barn.

Den graviditet blev nemlig dokumenteret i TV3-programmet "Amalies baby", hvor Mikkel Skelskov også medvirkede.

Du kan læse mere om deres tidligere forhold her.

Sponsoreret indhold