Kendte3. januar 2022

Nedturen fortsætter: Voldtægtsanklagede Armie Hammer erstattes igen

Mens det langsomt lysner for Armie Hammer, er der ikke gode udsigter til film- eller teaterarbejde lige foreløbigt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega759393_071_2.jpg
 Foto: MEGA

Det lader til, at den 35-årige Hollywoodstjerne Armie Hammer, der i et år har været under voldsomme anklager for blandt andet overgreb og voldtægt, langsomt er begyndt at vende tilbage efter flere måneder i afvænning.

Dog er det ikke ligefrem filmroller, der fylder i kalenderen.

Senest er Hammers medvirken i sportsdramaet ”Next Goal Wins”, der er droppet. I stedet erstattes den skandaleramte skuespiller med den canadiske ”Arrested Development”-stjerne Will Arnett.

Ifølge Variety skal Hammers scener indspilles på ny. Der er altså foretaget et såkaldt "reshoot".

Det er bestemt ikke den første filmrolle, som Armie Hammer må vinke farvel til. Faktisk må man tage et ordentligt tilløb, hvis man skal remse alle de droppede jobs på lærredet og teateret op.

Først blev han erstattet af Josh Duhamel i den romantiske komedie “Shotgun Wedding”, hvor Hammer skulle have spillet overfor Jennifer Lopez.

Ude af afvænning

Derefter trak Broadway stikket på den voldtægtsanklagede stjerne, som fra starten har fastholdt sin uskyld, men hvis sag nu er efterforsket færdigt af FBI samt politiet i Los Angeles og i stedet overdraget til den lokale retsinstans.

Også Paramount Plus droppede Hammer i deres kommende “The Godfather”-produktion, og vores egen danske verdensstjerne Mads Mikkelsen skulle have spillet overfor ham i ”Billion Dollar Spy” – lige indtil også de slettede hans navn fra rollelisten.

I slutningen af maj tjekkede Armie Hammer ind på en afvænningsklinik for sexafhængige i Orlando, men han er eftersigende ude af behandlingen igen og genforenet til en vis grad med familien – sine to børn, som han har med ekskonen Elizabeth Chambers – på Caymanøerne.

https://imgix.seoghoer.dk/20211230-013038-4-619x413we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Armie Hammer får efter syv måneders rehab nu igen mulighed for at se børnene 7-årige Harper og 4-årige Ford igen (Foto: Ritzau Scanpix)

Én rolle tilbage

Mens selv tingene lysner på den private front, så må Armie Hammer altså endnu en gang se sig skiftet ud med en anden knap så tilsværtet kollega – denne gang i Oscar-vinderen Taika Waititis stjernespækkede fodboldfilm.

Omdrejningspunktet for historien er den hollandske træner Thomas Rongen, der pådrog sig en umulig opgave, da han forsøgte at få succes med det amerikanske Samoa-fodboldhold i 2001.

Det er ifølge insider-kilder ikke hovedrollen, men en mindre birolle, som Armie Hammer går glip af.

Den 35-årige ”Call Me By Your Name”-stjerne vil stadig kunne ses i Agatha Christie-filmatiseringen ”Death on the Nile”, som allerede var i kassen, da anklagerne ramte ham. Dog er hans optræden i traileren umiddelbart stærkt begrænset i kølvandet på voldtægtssagen.

I centrum af anklagerne mod Armie Hammer står kvinden, der kalder sig Effie. Hun fortalte i starten af 2021 om voldtægt og kontrol gennem deres fire år lange forhold.

Flere kvinder stod frem og anklagede ham for blandt andet grooming, vold, voldtægt og grænseoverskridende beskeder på sociale medier, der inkluderer fantasier om kannibalisme.

Sponsoreret indhold