Kendte18. august 2021

Naser Khader melder sig ud af Det Konservative Folkeparti

Udmeldingen kommer lige oveni, at Pape holder pressemøde
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/naserkhader.jpeg
 Foto: Jesper Sunesen

Naser Khader melder sig ud af Det Konservative Folkeparti.

Det meldte han ud på Facebook i det øjeblik, at partiets pressemøde forud for deres sommergruppemøde begyndte klokken 11 onsdag formiddag. Et pressemøde, hvor sagen om en række anklager mod Naser Khader om seksuelle overgreb er det helt store emne på dagsordenen.

- En række kvinder har fremsat beskydninger mod mig. Det har fået mit parti til at meddele mig, at jeg ikke længere kan være medlem, skriver Naser Khader på det sociale medie.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Partiformand Søren Pape Poulsen nåede at meddele på pressemødet, inden tv-signalet røg efter tre minutter, at de har fået konklusionen fra en ekstern advokatundersøgelse af 58-årige Naser Khader.

- Situationen har kævet handling, og begge parter skulle høres i sådan en sag, siger partiformanden på talerstolen.

Først var det fem kvinder, som stod frem med deres vidnesbyrd til DR, men siden da er flere kvinder stødt til. I rapporten indgår syv kvinder og 17 vidner.

Privatlivets fred

Rapporten kommenterer Naser Khader også på Facebook, hvor han kalder beskyldningerne for "udokumenterede":

- Det er beskyldninger, der går helt op til 21 år tilbage i tiden. Alle beskyldningerne er fra før MeToo-bevægelsen opstod. Ingen af beskyldningerne er arbejdsrelaterede på Borgen. Der er IKKE tale om praktikanter, sekretærer, kolleger eller lignende. Eksemplerne er fra det, man tidligere mente var omfattet af privatlivets fred, skriver han.

- Advokatundersøgelsen kommer ikke med nogen konklusioner i hverken den ene eller den anden retning. Ingen har politianmeldt mig for noget, og jeg er overbevist om, at ingen af sagerne holder i retten – det vil tiden vise, fortsætter han.

Naser Khader meddeler, at han er chokeret over, at anklagerne mod ham koster ham en plads i partiet, men at han selv melder sig ud for ikke at skade De Konservative.

- Jeg beder om ordentlighed og retfærdighed, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle dømmes på baggrund af påstande, rygter og sladder.

Netop vendt retur

Naser Khader fortsætter i Folketinget som løsgænder, oplyser Søren Pape Poulsen på pressemødet.

For halvanden uge siden annoncerede Naser Khader på Facebook, at han var tilbage fra sin sygemelding.

- I am back - rask og i god form.

- Jeg er ikke perfekt, men jeg elsker Danmark og er klar til kamp!, skrev Naser Khader i det meget omtalte opslag.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Han meldte sig syg i april, efter at debattører og kritikere stod frem og fortalte, hvordan han havde forsøgt at skræmme dem ved at kontakte deres arbejdsgivere og lægge pres på dem.

Sponsoreret indhold