Puha! Mor tager sødt foto af datteren – men overser GIFTIG slange

(Foto: Privat)

Den australske mor Bianca Dickinson er godt klar over, at der gemmer sig farlige dyr ude foran hende og familiens hoveddør.

I den australske ødemark lever der således både giftige slanger, giftige edderkopper og giftige skorpioner, og man skal derfor holde ekstra øje, når man færdes i det fri.

Alligevel var moderen ikke forberedt på, hvor tæt hendes datter var på et af de farlige fyr, da hun i onsdags legede i gårdspladsen i familiens hjem i Kaniva, Victoria.  

For 2-årige Molly befandt sig blot centimeter fra en stor eastern brown slange – den anden mest giftige slange i hele Australien.

Bianca opdagede den dødsensfarlige slange lige i det sekund, hun tog et foto af Molly, som stod ved hegnet på familiens gård.

- Jeg tror bare, at jeg fokuserede på hende, så jeg ikke opdagede noget andet, fortæller Bianca til det australske medie News.

- Der var meget vind, og så bemærkede jeg noget, der bevægede sig. Først troede jeg, at det var noget bark. Da jeg kiggede op, kunne jeg se dens hale mellem Mollys ben. Den rørte nærmest hendes støvler, så tæt på var den.

- Mit første instinkt var at løbe hen til hende og gribe fat i hende, men så tænkte jeg ”nej, så vil slangen måske komme tilbage”.

I stedet stod moderen musestille – og det samme gjorde Molly heldigvis. Slangen snoede sig væk – og Bianca kunne ånde lettet op.

Lille Molly og den giftige slange. Foto: Privat

Hun tjekkede efterfølgende sin mobil og kunne konstatere, at hun havde fanget det dødsensfarlige dyr sammen med datteren på hele tre fotos.

Og den skræmmende oplevelse sidder stadig dybt i hende:

- Det var skrækkeligt – heldigvis var det ovre i løbet af sekunder. Vi ved, at de er derude, men jeg havde ikke forestillet mig, at vi ville komme så tæt på dem.

Eastern brown slange er den anden mest giftige slange i Australien og anses som en af de giftigste i hele verden. Siden 2000 har 17 mennesker mistet livet som følge af et bid.

Sidste år døde en blot seksårig pige i New South Wales efter at være blevet bidt af en eastern brown slange.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close