Kendte3. marts 2017

Mand valgte at snooze, da vækkeuret ringede – og reddede sit liv

En amerikansk mand kan formentlig takke sit søvnige snoozeri for, at han er i live i dag. Manden valgte at blive liggende i sengen, efter at hans vækkeur havde ringet. Kort efter brasede en kæmpe gren gennem hans badeværelse, og var han stået op, havde han formentlig befundet sig på badeværelset, da det styrtede sammen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vaekkeur.jpg
 (Foto: All Over)

Åhh… Du kender det helt sikkert: En modbydelig larm bimler og bamler i baggrunden, og din ellers så skønne skønhedssøvn bliver med ét afbrudt... af dit forfærdelige vækkeur!

Du vælger naturligvis at ”snooze” et par gange eller to, for det kan jo ikke passe, at du allerede skal op.

Præcis dén taktik brugte en amerikansk mand 1. marts, da hans vækkeur begyndte at larme klokken 05:30. Og taktikken har formentlig reddet mandens liv – for mens han lå og snorksov videre, braste hans badeværelse sammen, da en gren bragede ned gennem taget. Og havde manden ikke snoozet, havde han formentlig befundet sig på badeværelset, da det brast sammen.

Det skriver det amerikanske medie Fox59.

Den amerikanske mand Raymond Bowling, fra Austin, fortæller til mediet, at han faktisk var stået ud af sengen, da han alligevel fortrød og hoppede under dynen igen:

- I morges trykkede jeg på snooze og blev liggende i et par minutter, før jeg stod op og så, hvor mange minutter, der var tilbage, før alarmen ville ringe igen. Der var omkring seks minutter, så jeg besluttede mig for at lægge mig i sengen igen, indtil alarmen lød, siger Raymond Bowling til Fox59.

Og det skulle altså vise sig at være en ganske klog beslutning. For i de seks minutter hvor Raymond Bowling nød en lille skønhedssøvn, blev hans badeværelse raseret af en kæmpe gren, der bragede gennem træet på grund af et uvejr.

- Jeg faldt i søvn igen, men omkring to minutter senere smadrede grenen igennem taget. Hvis jeg var stået op, havde jeg stået lige dér og børstet mine tænder, siger Raymond Bowling, der ikke er i tvivl om, at Gud har haft en finger med i spillet.

… og så er han nok også ekstra glad for, at han gav sig selv lov til at sove lidt længere.

Sponsoreret indhold