Kendte 22. januar

Louise Herping fra “Løvens hule”: Far begik selvmord

Den 42-årige løvinde mistede sine forældre som teenager og lærte tidligt at stå på egne ben
Louise Herping Ellegaard
Louise Herping Ellegaard er en af de to nye løver i “Løvens hule”. Efter salget af virksomheden Clio har Louise investeret i start-ups. Det var den tidligere løve Mia Wagner, som foreslog Louise at blive ny investor i DR-programmet.
Foto: Søren Jul Lamberth

LÆS OGSÅ: Tragisk ulykke: "Løvens Hule"-investor mistede fire tæer

Hun er den nye smilende investor i DR-hittet “Løvens hule” – men livet har langt fra altid været en dans på roser for Louise Herping Ellegaard, 42.

– Min far begik selvmord, da jeg var 13, og min mor døde af en hjerneblødning, da jeg var 18, lyder det ærligt fra løvinden, da SE og HØR møder hende på Café Jorden Rundt på Strandvejen nord for København.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Louise Herping Ellegaard voksede op med sin mor, far og fem år yngre søster i vestjyske Ansager mellem Billund og Varde. Da faderen pludselig døde, reagerede 13-årige Louise med vrede.

– Jeg tror, at mange børn, som mister deres forældre, oplever en vrede i deres sorg. Sorgen kan komme til udtryk i mange former, men for mit vedkommende var det vrede. Faktisk mod min mor. Vi havde mange “fights”, husker Louise, som flyttede hjemmefra i en meget tidlig alder.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Hun boede derfor heller ikke hjemme, da hun som 18-årig mistede sin mor.

Løvens hule
Anne Stampe Olesen er ligesom Louise Herping Ellegaard ny løve, og de har taget over efter Mia Wagner og Jan Lehrmann.
Foto: TV 2/Per Arnesen

– Hun blev ramt af en hjerneblødning, og det overlevede hun ikke, fortæller Louise.

– Hvordan påvirkede det dig pludselig at stå uden nogen forældre?

– Det var ikke så slemt igen, for jeg var jo flyttet hjemmefra. Det var værre for min lillesøster, som er vokset op hos min moster og onkel. Min moster og onkel fungerer også i dag som bedstemor og bedstefar for vores børn, lyder det med et smil fra investoren.

Mor til to

Louise Herping Ellegaard bor til daglig i Gentofte nord for København sammen med sin mand og deres to børn – en dreng og en pige i folkeskolealderen.

Hun og manden har været sammen siden 2007.

Louise Herping Ellegaard
– Den vigtigste app, jeg har – dét er vejrudsigten! fastslår hun og fortæller, at den er det første, hun tjekker hver dag. Hun elsker nemlig at sejle og stå på paddleboard.
Foto: Søren Jul Lamberth

– Vi mødtes på en skiferie i Avoriaz, afslører Louise, som i 2012 blev gift med sin store kærlighed.

Hun er ikke meget for at fortælle om sine nærmeste – og familien var da også den store bekymring, inden hun takkede ja til at tone frem på skærmen i “Løvens hule”.

– Vi har altid holdt vores børn ude af de sociale medier, og min mand lever ud fra devisen: “Den, der lever stille, lever godt”, fortæller karrierekvinden.

Firma med eks

Louise har læst historie og troede egentlig, hun skulle arbejde på et museum. Men sammen med sin daværende kæreste Janus Benn Sørensen og hans ven fra gymnasiet Lasse Guldsborg stiftede hun i 2006 Clio – en læringsportal til faget historie i folkeskolen. To måneder efter de havde startet Clio, gik Louise og Janus dog fra hinanden.

– Lad os bare sige, vi har gået en del til erhvervspsykolog sammen – og så med stakkels Lasse i midten, griner Louise.

Det tidligere par fik hver deres ansvarsområde, så de “ikke gik i clinch med hinanden hele tiden”.

– Det har været både megasjovt, men også megahårdt. Jeg kan ikke anbefale at drive firma med en ekskæreste. Men jeg tror, vi supplerede hinanden meget godt. Vi var nemlig tre forskellige persontyper med tre forskellige risikoprofiler, fortæller hun.

Fis og ballade

Hun valgte dog alligevel at stille op i DR-programmet.

– Efter to års corona og lockdown trængte jeg simpelthen til, at der skete noget fis og ballade igen! Siden 2020 har det bare været gråt og kedeligt, siger Louise, som med sin medvirken i “Løvens hule” gerne vil inspirere til mere iværksætteri.

Louise Herping Ellegaard
Efter salget af Clio købte Louise Herping Ellegaard en sort motorbåd, som hun har døbt “Clio”, og som hun elsker at sejle rundt i.
Foto: Søren Jul Lamberth

Hun var selv med til at stifte Clio – en platform med digitale læringsmidler til folkeskolen. I 2015 solgte Louise og hendes partnere 60 procent og i 2018 de resterende 40 procent af virksomheden til svenske Bonnier.

Ifølge IT-branchens organisation lød salgsprisen på omkring 300 millioner kroner, og i dag er Louise Herping Ellegaard ifølge Finans god for 90 millioner kroner.

Millionøsen er med egne ord fornuftig med sine penge. Men hun er også en livsnyder, og pengene fra salget af Clio har gjort, at familien har kunnet købe et større hus, end de havde tidligere.

Louise Herping Ellegaard
– Jeg tror aldrig nogensinde, jeg ville kunne bo inde midt i USA for eksempel. Jeg skal have noget hav! Jeg er jo vandmand, siger iværksætteren, som fylder 43 år den 24. januar.
Foto: Søren Jul Lamberth

– Og en vildere bil, en båd og rejser. Før havde vi da ikke råd til at tage til Maldiverne!, fastslår Louise, som i efteråret var på Maldiverne med sin egen familie og sin søsters familie.

– Jeg synes, jeg er et godt sted i mit liv. Mine børn er så store, at man kan samtale med dem. Jeg er ikke til små børn – hvilket er ironisk, når jeg lige har investeret i Tuttelu (bleer på abonnement, red.). Jeg bor også et godt sted. Nu skal vi bare have verden til at blive normal igen. Det er det sidste, der mangler, lyder det fra løvinden.

“Løvens hule” løber over skærmen torsdag klokken 20.00 på DR1.

Sponsoreret indhold