Kendte18. oktober 2021

Lotte Friis svarer igen på mobbe-historie: føler sig blottet og udstillet

Den tidligere svømmer Lotte Friis mener ikke, det er OK, at Jeanette Ottesen skriver om mobningen af hende
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190114-030026-7-1920x1280we.jpg
 Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Søndag bragte TV 2 et uddrag fra den tidligere svømmer Jeanette Ottesens selvbiografi ”Fri”.

Her nævner Ottesen mobning af sin tidligere landsholdskollega Lotte Friis. Og mobningen nævnes ikke kun. Den beskrives også meget detaljeret.

Og det har fået Lotte Friis til at svare igen.

- I dag føler jeg mig mere blottet og stillet til skue for hele Danmark, end jeg nogensinde har prøvet før, skriver hun på sin Instagram-story.

https://imgix.seoghoer.dk/lotte_friis_1.png

Foto: Instagram, Sådan lyder første post af tre fra Lotte Friis

Her fremgår det ydermere, at Jeanette Ottesen i sidste uge kontaktede Lotte Friis, undskyldte for sin opførsel dengang og fortalte, at hun også undskyldte i bogen. Mere fortalte Jeanette Ottesen ikke.

- Jeg er på intet tidspunkt blevet spurgt om hvorvidt, det er ok, at jeg blev brugt i hendes bog. Det er MIN historie at fortælle – ikke hendes.

- Jeg føler, at jeg er sat udenfor indflydelse på den opfattelse, verden fremover vil have af Lotte Friis, skriver hun.

Det er ikke OK

Lotte Friis anerkender den kamp mod mobning, som Jeanette Ottesen er i gang med. Men hun mener altså ikke, det er op til Ottesen at fortælle historierne om mobningen.

Ikke desto mindre er det, hvad Ottesen har gjort, og hun beskriver mobningen af Lotte Friis særdeles detaljeret.

- Det er især fyrene, der er slemme, og de gør grin med Lotte både foran hende og bag om ryggen på hende. Det kan være noget med, at hun har en stor numse, at hun ikke vejer det, hun skal, at hun er tyk, måden, hun svømmer på, tøjet, hun går i, eller svømmebrillerne, hun svømmer med. Lotte får specialdesignet sine svømmebriller, som virkelig ser sjove ud og er decideret grimme. Eller også siger landstræner Paulus Wildeboer nogle ting til Lotte, som fyrene opfanger og bruger mod hende. Paulus kan være decideret ond mod Lotte i forhold til vægt, træning, udseende og svømning. Barnlige ting. Latterlige ting. Og de fleste af vi svømmere er med på den enten ved at bidrage med ondskabsfuldheder eller bare ved grine ad det. Ligesom jeg gør, lyder det blandt andet i uddraget.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/svoemmepiger.jpg
 (Foto: Henrik Adamsen)

Foto: Henrik Adamsen, Var svømmernes smil kun forsiden af medaljen?

Og at det er blevet skrevet så detaljeret og med navns nævnelse er noget, der sårer Lotte Friis.

- At Jeanette i sin bog har et behov for at delagtige Danmark i, at hun har været en mobber, og at hun her 10 år efter har behov for at give en undskyldning, er hendes historie. Men den kan hun sagtens fortælle uden mit navn og den detaljerede beskrivelse af Jeanettes opfattelse af situationerne, skriver Lotte Friis.

Den tidligere svømmer frygter nu, at Jeanette Ottesens betragtninger af mobbe-situationer kan have betydning for hende selv resten af hendes liv.

- Jeanette har ved sit behov for at fortælle, det hun opfatter som den fulde historie, sørget for, at mine fremtidige børn, kolleger og alle andre for evigt kan læse historien om ”mobbeofferet” Lotte. Det, synes jeg ikke, er OK.

Lotte Friis indstillede sin professionelle karriere i 2017, og hun blev i 2019 optaget som medlem i Sportens Hall of Fame.

Sponsoreret indhold