
Lars Løkke og Solrun stikker af fra storbyen: Vil tilbage til hæk, haveskovl og hverdag i Græsted

LÆS OGSÅ: Her er alle Lars Løkkes lortesager
Efter 13 år i en eksklusiv hjørnelejlighed i Nyhavn har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagt farvel til det pulserende byliv og byttet udsigten over kanalen ud med hækkesaks og tur til genbrugspladsen.
Han og hustruen Solrun har ifølge CPR-registeret officielt meldt flytning til Græsted, hvor deres villa nu igen bliver fast base, kunne SE og HØR tidligere i dag afsløre.
- Vi har været glade for de 13 år i Nyhavn. Men nu flytter vi tilbage til Græsted.
- Vi vil gerne have lidt mere fred og ro, forklarer Løkke til Ekstra Bladet, der onsdag tog en tur forbi den "nye-gamle" residens.

Villaen forlod parret nemlig i 2012 for at begynde et nyt liv i hjertet af København. Og den har i mellemtiden været forsøgt solgt - uden held – og blev derfor udlejet.
Men nu er det igen familien Løkke Rasmussen, der bor bag hækken i det nordsjællandske. Også fordi der er mere luft omkring en villa end en lejlighed "på stenbroen".
I 2018 udtalte Lars Løkke ellers, at han var decideret begejstret for at bo i Nyhavn.
Det var også lækre rammer, han og konen havde scoret i form af en 192 kvm. stor lejelejlighed i det attraktive område nær Kongens Nytorv og i gåafstand til Christiansborg.
Han beskrev, hvordan han nærmest gik i trance, når han stod på sin balkon og så ud over den livlige kanal. Han kaldte området et postkort - og følte sig hjemme der.
Men selv postkort mister altså farverne med tiden.
