Krimisager, vi aldrig glemmer: Escortpige blev dobbeltmorder

(Foto: All Over Press)

En junidag i 1997 var den 32-årige escortpige Helle Sara Peters med til at tage livet af sin invalide mand.

Liget blev gravet ned under havefliserne ved parrets hus på Sydfyn og blev først fundet over to år senere, da hun havde dræbt endnu en mand.

René Stauning Larsen blev handicappet efter en blodprop og kom til at sidde i kørestol. Helle Sara Peters fik sin ungdomskæreste Karl Marius Valdemar Jensen til at flytte ind i ægteparrets hjem i Skårup nordøst for Svendborg.

Officielt skulle han hjælpe hende med at passe manden, men han blev hurtigt opgraderet til hendes elsker.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Helle Sara Peters er slagterdatter. Hun tjente lidt lommepenge ved at skære og pakke kød og vidste, hvordan man svinger en kniv. (Foto: Lars Skaaning)

Fodret med piller

– René gik Helle på nerverne. Jeg boede der for at hjælpe hende med at passe ham.

– Han ville hele tiden have piller, han lugtede af lort og blev mere og mere besværlig, forklarede den dengang 36-årige Karl Marius Valdemar Jensen under retssagen i Østre Landsret i januar 2001.

– Det var et frygteligt mareridt med René, og vi ville bare have fred, sagde Helle Sara Peters i retten.

Hun fodrede sin 46-årige mand med cirka 100 piller, men det døde han ikke af.

Næste morgen var han stadig i live, og så slæbte Karl Marius Jensen ham ud på badeværelset og kvalte ham.

Med en knibtang trak han fem tænder ud på liget for at prøve at forhindre, at tandsættet kunne bruges til identifikation.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sammen med Helle Sara Peters var Karl Marius Valdemar Jensen medtiltalt i et brutalt dobbeltmord.

Både Karl Marius Valdemar Jensen og Helle Sara Peters er intelligensmæssigt på sinkestadiet, fremgik det under retssagen. (Foto: Erik Luntang/Scanpix Nordfoto)

Bagefter hjalp de hinanden med at slæbe ham ud i et hul i haven. Få dage efter blev der lagt fliser hen over.

Helle Sara Peters meldte helt bevidst ikke sin mand savnet og blev ved med at hæve hans pension, som løb op i en kvart million.

Når hun blev spurgt om, hvor han var, forklarede hun, at han var flyttet på plejehjem i København.

Rovmord på pensionist

Sankthansaften i 1999 mødte Helle en ny kæreste, den to år yngre fisker Henning Jørgensen fra Kerteminde.

Ham overtalte hun senere samme år til at være med til at plyndre den 82-årige pensionist Jens Alfred Madsen i Søndersø nord for Odense.

Helle kendte den rige gamle ungkarl, fordi han efter sigende havde været kunde hos hende, og hun vidste, at han lå inde med mange kontanter.

Dem ville hun gerne have fingre i, og hun havde to gange bedt sin tidligere kæreste Karl Marius Jensen om at slå ham ihjel.

Nu spurgte hun i stedet pludselig sin nye elsker:

– Vil du tjene 500.000 kr.?

Det ville han godt, og den 21. november drog de sammen mod Søndersø for at opsøge Jens Alfred Madsen.

Helle Sara Peters forsøgte at kvæle den ældre mand med et blåt reb. Henning Jørgensen blev ifølge sin forklaring i retten chokeret og slæbte Jens Alfred Madsen ud på badeværelset for at pjaske vand i ansigtet på ham. Så kom Helle farende med en kniv i hånden:

– Jeg ved sgu godt, hvordan man afliver svin, sagde hun ifølge ham og skar halsen over på den rige pensionist.

Bagefter stak de af med 737.000 kr., som de havde fundet i en trækiste, som de havde brudt op.

Da Helle Sara Peters var arresteret for dette drab, begyndte politiet at undre sig over, hvor hendes mand var.

Artiklen fortsætter under billedet ...

SE og HØR har tidligere beskrevet den makabre sag fra Fyn. (SE og HØR)

Pengene er væk

Helle Sara Peters, der i dag er 53 år, blev idømt fængsel på livstid af Højesteret i maj 2001.

Karl Marius Valdemar Jensen, der erkendte, at han havde dræbt René Stauning, fik 12 års fængsel ved Østre Landsret den 1. februar 2001, mens Henning Jørgensen fik fire års fængsel for røveri mod Jens Alfred Madsen.

Over 700.000 kr. fra det brutale drab er aldrig fundet.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close