Kræftramte Andrea Elisabeth Rudolph skal have fjernet sit ene bryst: - Jeg skal bare leve!

Foto: Lars H. Laursen

44-årige Andrea Elisabeth Rudolph har en aftale med sin mand, den tidligere håndboldspiller Claus Møller Jakobsen.

I weekenderne pakker de pilleglasene væk og får brystkræften på afstand. Så vidt det nu engang er muligt at få en alvorlig diagnose til at forsvinde for en stund, vel at mærke.

Det fortæller hun nu i et større interview i juli-udgaven af magasinet Eurowoman.

Bare tag armen

Den forhenværende tv-vært har taget orlov fra sin krævende lederstilling i eget firma, Rudolph Care, mens hun modtager den skrappe kemo – først 12 uger med den røde, og så 12 uger med den mildere hvide behandling.

Herefter er planen, at kirurgerne fjerner hendes bryst, og derefter venter strålebehandlingen.

- Jeg har allerede foreslået lægerne, om vi ikke bare skal fjerne begge bryster ved samme lejlighed. Jeg ville da være ked af det, hvis jeg fik kræft i det andet bryst også, og hvis jeg skal have lavet nye bryster med implantater, kommer de måske i højere grad til at ligne hinanden, fortæller hun med optimisme, før hun forklarer, at hun har det fint med indgrebet:

- I starten sagde jeg til lægerne: ”Skal vi ikke bare fjerne armen? Bare tag den væk. Jeg skal bare leve!” Hellere lidt for meget end lidt for lidt. Jeg ville sagtens kunne klare mig med en arm. Men sådan fungerer det desværre ikke.

Hun var ikke mere end en et par uger inde i det nye år – 2021 – som skulle blive markant anderledes end det usikre og coronapåvirkede 2020, før hun fandt en knude ved den ene armhule.

I februar fortalte Andrea Elisabeth Rudolph så for første gang offentligheden – og sine 156.000 følgere – om brystkræften.

Artiklen fortsætter under billedet:

Med mand og børn til filmpremiere i 2017 (Foto: Mikael Rieck)

Med mand og børn til filmpremiere i 2017 (Foto: Mikael Rieck)

Lover datteren, at hun bliver gammel

Siden har hun inviteret danskerne endnu tættere på og fortalt den rørende historie om den dag, hvor hun sammen med sine fem børn og gemalen Claus forsøgte at bearbejde beskeden om brystkræften.

En særlig situation, som hun og børnene aldrig vil glemme.

De fik hver deres saks, som de i fællesskab brugte til at klippe håret kortere og kortere på Andrea. Indtil hun til sidst lignede en, der ifølge de mindste af børnene ”skulle gå på pindsvinestuen,” hvis hun skulle begynde nede i børnehaven.

- Vi brugte en time hver, og det var rørende. Helt vildt rørende. Og det var også hårdt. Især for pigerne. Men det var også sjovt. Vi grinede mest, har hun tidligere fortalt i Aftenshowet på DR.

Sammen med Claus Møller Jakobsen har Andrea Elisabeth Rudolph sønnerne Alfred på fem og Arthur på fire. Hendes mand har Oskar på 14 og Alma på ni år med ind i forholdet, mens Andrea er mor til Isolde på snart 15.

Sidstnævnte var den første af ungerne, som Andrea fortalte om kræften. Som reaktion stillede hun sin mor det hjerteskærende spørgsmål: ”Mister jeg dig?” ”Ikke på grund af det her,” svarede Andrea.  

- Jeg har fortalt hende, at kommer til at blive en rigtig gammel kone. Det er ikke kræften, der kommer til at tage livet af mig. Det kan jeg mærke. Det ved jeg. Og det har jeg lovet hende, siger hun til Eurowoman.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close