Kendte13. februar 2024

Komiker Oliver Stanescu overfaldet på gaden: Ville stoppe hate crime

Da komiker Oliver Stanescu gik ind foran to mænd, der råbte skældsord mod kammeraten, endte de med at overfalde og efterlade ham med store skader i ansigtet
Oliver Stanescu måtte få fire sting i øjenbrynet efter overfaldet.
Oliver Stanescu måtte få fire sting i øjenbrynet efter overfaldet.
 Foto: Privat

LÆS OGSÅ: Sy Lee truet med kniv og spyttet efter

– Gå væk. Det giver ingen mening, det, I har gang i.

Sådan forsøgte Oliver Stanescu at stoppe to homofobiske mænd, der lørdag aften råbte skældsord efter hans kammerat på gaden.

Han er glad for, at han gik imellem dem, da de kom truende mod hans ven, men det kostede komikeren stort, da mændene overfaldt ham i stedet og efterlod ham med flere skader i ansigtet.

Det fortæller Oliver Stanescu på Instagram, hvor han deler flere voldsomme billeder af sit ansigt efter den ubehagelige oplevelse.

– Pludselig bliver jeg overfaldet fra siden af hans kammerat, der smadrer mit hoved ind i en mur og derefter ned i brostenene. Herefter hoppede de op på mig og rev mit tøj i stykker.

Til SE og HØR uddyber komikeren den voldsomme episode, som blandt andet resulterede i et flækket øjenbryn og et sæbeøje.

– Jeg bliver skubbet simpelthen så hårdt fra siden og slået. Jeg har ikke helt styr på, hvad der nøjagtigt skete, fordi jeg blev slået meget omkuld. Der var tumult på jorden, og så kom nogen af vores venner og fik det stoppet.

Oliver Stanescu har meldt overfaldet til politiet og bekymrer sig nu mest for sin ven og andre, der er ofre for hadforbrydelser.

– Jeg er egentlig okay, jeg tror ikke, jeg har fået hjernerystelse. Mit ansigt skal bare hele, så bliver det okay. Jeg tror heller ikke, jeg vil være bange for at gå i byen, for det var ikke ment mod mig. Jeg tror til gengæld, at min kammerat er rigtig bange for det, desværre.

Oliver Stanescu har blandt andet optrådt til Zulu Comedy Galla.
Oliver Stanescu har blandt andet optrådt til Zulu Comedy Galla.
 Foto: Per Arnesen

Inden episoden var komikeren af den overbevisning, at homofobisk motiverede overfald hørte fortiden til. Desværre har han nu set det på meget nært hold. Nu håber han, at hans historie vil rejse vidt og bredt for at få folk til at tænke over problematikken.

– Det er også derfor, jeg deler det. Jeg føler, det kan virke stærkere. Jeg tror, mange har tænkt, at det ikke var et særlig stort problem – fordi man ikke er en del af skiven og dem, det går ud over. Jeg deler det i håb om at gøre folk opmærksomme.

At Oliver Stanescu hverken frøs eller flygtede, da de to mænd gik truende mod hans ven, skete helt naturligt.

– Det var en form for instinkt. I øjeblikket tænkte jeg: "det skal fandeme være løgn". Det kan jeg tydeligt huske, jeg tænkte. Jeg har godt hørt historier, men jeg har aldrig set det i virkeligheden, og så endda mod en, jeg kendte. Jeg havde følelsen af "det sker ikke på min vagt".

– Det gik fuldstændig galt. Jeg tænkte: "når jeg bryder ind, så vil de se, at han ikke er alene, og bakke ud". Det skete desværre ikke.

Kendte som Sy Lee, Niels "Moster Niller" Laigaard, Zilas Gregersen og Gustav Salinas er bare nogle af dem, der har været udsat for hadforbrydelser de seneste år.

Oliver Stanescu håber, folk vil stå sammen om at sige stop, hvis de oplever lignende.

– Da jeg var yngre og skulle i byen, sagde min far altid: "pas på hinanden, og stå sammen, hvis der er noget". Det er nok mit råd, selv om det kan lyde banalt. Hvis man står sammen, så skal de være mange, før de ikke tænker "vi bakker ud".

– Hold øje med hinanden rundt omkring. Hvis man ser noget, der virker helt skørt, så er det nok det. Spørg "hey, har I behov for hjælp?" Husk at passe på hinanden, for der sker åbenbart helt fucked ting.

Sponsoreret indhold