Kendte10. november 2016

Ups! I går fik han kørekort, i dag fik han det taget igen

En 18-årig mand fra Viborg fik kun lov til at beholde kørekortet i små 24 timer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/udklip_18.jpg

En 18-årig mand fra Viborg fik kun glæden af at have sit kørekort i små 24 timer. Onsdag bestod han sin køreprøve, og i dag fik han så frataget kørekortet igen.

Grunden til, at han nu må vinke farvel til sit nyerhvervede førerbevis skyldes, at han hele tre gange kørte alt for stærkt.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til BT. Politiet har også selv lagt historien på Twitter.

- Vi bliver ringet op af ham, der fører kontrol med fotovognen. Han fortæller os, at den samme bil er blevet blitzet tre gange, mens den har kørt forbi skolen i meget høj fart, og beder os kontakte bilisten, da han udgør en stor sikkerhedsrisiko, fortæller vagtchef Jens Claumarch til BT.

Den unge bilist blev taget med henholdsvis 120, 79 og 89 km/t.

Politiet får da også hurtigt fat i den nyklækkede bilist.

- Min kollega spørger ham, om han er klar over, at der var en ATK-vogn (fotofælde, red.) derude, og det var han ikke. Han havde tilsyneladende heller ikke tænkt over, at det lige ved en folkeskole, han havde kørt med så høj fart. Det virkede heldigvis som om alvoren gik op for ham. Han var noget brødebetynget, fortæller vagtchefen til BT.

Forseelserne kommer til at koste den unge mand seks måneders frakendelse af kørekortet samt en større bøde.

Sponsoreret indhold