
Hollywood-stjerne Rob Lowe har været ædru i 30 år: - Jeg kan ikke genkende mit gamle jeg

En ting er at være ung og en spirende stjerne. En anden ting er at være ung i Hollywood og stå med flere succesrige roller på cv’et – og ikke mindst en voksende bankkonto.
Det var, hvad den dengang relativt unge skuespiller Rob Lowe stod overfor, da han startede sin karriere tilbage i 1980’erne.
- Jeg var et teenager-idol, en ung filmstjerne og en alkoholiker med en hel masse penge, og det var en fantastisk kombination. Hvad kunne der dog gå galt?, lyder det lettere jokende fra skuespilleren i et nyt interview i Sunday Sitdown.
I dag er han 56 år gammel, men for 30 år siden – som kun 26-årig – blev det hele alligevel for meget, og han tog en stor beslutning og valgte at lægge alkoholen på hylden.
I interviewet fortæller han, at han i dag slet ”ikke kan genkende” sit tidligere, og alkoholfyldte, jeg.
- Det er helt seriøst et andet liv. Jeg har i dag været ædru i mere end halvdelen af mit liv, lyder det videre fra ham.

Rob Lowe er i øjeblikket aktuel i tv-serien "9-1-1: Lone Star", hvor han spiller rollen som Owen Strand. Foto: MEGA
Med så mange år som ædru kan han i dag også godt se alle ulemperne, der er ved at blive verdenskendt.
- Enten kommer du ud på den anden side, meget, meget, meget bedre – eller også er det meget, meget værre.
For skuespilleren har det dog været en positiv rejse, og han er i dag fortsat en stor og succesrig skuespiller med mere end 40 filmtitler på cv’et.
Alligevel understreger han, at det ikke er alle, der kan klare det lige så godt som han har gjort det.
- Du skal virkelig ville gøre det, slutter han af.

