Kendte19. september 2022

Helle for Danmark: Thorning-Schmidt valgte døtrene

Landets tidligere statsminister har efter flere år i England nu fået fast adresse i Danmark
Johanna, Helle Thorning-Schmidt og Milo
Savnet efter døtrene Johanna og Milo blev for stort – og nu får de to voksne kvinder deres mor Helle Thorning-Schmidt, 55, tættere på i det daglige.
 Foto: Hanne Juul

En rørt Helle Thorning-Schmidt brød ud i glædestårer, da hun forleden besøgte Borgerservice på Rentemestervej i Københavns nordvestkvarter for at flytte sin adresse fra England til Danmark.

– Jeg var ikke klar over, at det ville føles så stort, men jeg har i dag flyttet min faste adresse til Danmark efter seks år som borger i Storbritannien.

Jeg henvendte mig til Borgerservice i Nordvest – og havde den skønneste samtale med en hjælpsom medarbejder, og da hun stemplede mine papirer, smilede hun og sagde: - Velkommen hjem.

– Da kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, skrev den 55-årige tidligere regeringschef forleden på Instagram.

Helle Thorning-Schmidt
Med et dannebrogsflag i hånden fortalte Helle Thorning-Schmidt sine Instagram-følgere, hvor rørt hun er over at være tilbage i Danmark.
 Foto: Instagram (Helle Thorning-Schmidt)

Venindetid

En lang stribe af kendte var herefter på tasterne for at byde den tidligere politiker velkommen:

– Jaaaa! Veninde-tiiiiiid! skrev skuespiller Julie Zangenberg.

– Yes. Så indstiller jeg jagten efter babysitter. Henter du i morgen?, var reaktionen fra tv-værten Mette Bluhme Rieck.

Sangfuglen Pernille Rosendahl var mere afdæmpet:

– Velkommen tilbage, elskede Helle. Jeg føler nu aldrig, at du var væk.

Julie Zangenberg og Helle Thorning-Schmidt
Julie Zangenberg, 33, håber på mere venindetid med Helle Thorning-Schmidt efter hjemkomsten.
 Foto: Aller Media DK

Thornings tidligere politiske rival Lars Løkke Rasmussen nøjedes med et tørt:

– Velkommen hjem.

Ingen overraskelse

Helle Thorning-Schmidts hjemkomst til Danmark har været forberedt i flere år og er ikke overraskende.

Helle Thorning-Schmidt
Fremover får københavnerne større mulighed for at møde Helle Thorning på sin elskede cykel.
 Foto: Hanne Juul

For det første fordi hendes døtre Johanna og Milo bor i København.

Desuden købte Helle Thorning allerede i 2020 en 115 kvm stor lejlighed nær Fisketorvet i København.

Helle Thorning betalte 5.095.000 kr. for udsigtsboligen, som hun har benyttet, når hun har besøgt Danmark.

Lejligheden købte hun i øvrigt af sin veninde – iværksætter og tidligere “Løvens Hule”-investor Birgit Aaby.

Helle Thorning-Schmidt
Fra sin lejlighed nær Fisketorvet har Helle Thorning-Schmidt udsigt til havneindløbet og Islands Brygge.
 Foto: Dan Mariegaard

Endelig spiller det en rolle, at Helle Thornings mor Grete har rundet 85 år og med flytningen til Danmark kan mor og datter se hinanden noget oftere.

Stifter nyt firma

Samtidig med at den tidligere statsminister, som fra 2016 til 2019 var øverste chef for den Internationale afdeling af Red Barnet, flyttede sin adresse til Danmark, stiftede hun firmaet Thorning-Schmidt Global, som ifølge cvr-registret skal rådgive virksomheder samt levere PR og kommunikationsydelser.

Selskabet er personlig ejet – og dermed hverken et anparts- eller aktieselskab.

Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock
Stephen Kinnock, 52, fortsætter sin politiske karriere i England, mens Helle nu vil drive virksomhed fra København.
 Foto: Thomas Laursen

Siden 2019 har Helle Thorning-Schmidt drevet sit engelske selskab THORNINGSCHMIDT GLOBAL LIMITED, som ved udgangen af 2021 havde optjent en formue på omkring 4 mio. kr.

Den hjemvendte ekspolitiker er også med i topledelsen af SAFELANE GLOBAL HOLDINGS LIMITED – et britisk selskab som fjerner land- og søminer.

Eksstatsministerens nystiftede danske firma Thorning-Schmidt Global har til huse på Nørrebro – i en 98 kvm stor stuelejlighed, som Helle tidligere i år betalte 6,2 mio. kr. for.

Helle Thorning-Schmidt
Det er bag denne graffitidekorerede dør på Nørrebro, at Danmarks tidligere statsminister nu driver sit globale konsulentfirma. Lejligheden købte hun i år for 6,2 mio. kr.
 Foto: Google Maps

Muligheden for at sikre sig flere attraktive og velbetalte jobs øges sandsynligvis med åbningen af en Global-filial i Danmark.

Stephen bliver i London

Men hvad så med Stephen?

Den 52-årige engelske politiker Stephen Kinnock, som Helle Thorning-Schmidt har fejret sølvbryllup med, bliver boende i London, hvor han siden 2015 har repræsenteret arbejdspartiet Labour i det engelske parlament.

Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock
Helle og Stephen blev gift i 1996 – og har for længst fejret sølvbryllup. Men de bor ikke sammen.
 Foto: Birger Storm

– London med Stephen er stadig mit dejlige andet hjem, men det føles dejligt at være hjemme hos børnene, min mor, min familie og venner, forklarede Helle Thorning-Schmidt på Instagram.

Sponsoreret indhold