Gulddreng måtte søge tilflugt: Lige ved at blive afsløret
Det var stadig superhemmeligt, at Malte Ebert vendte tilbage som sit alter ego, Gulddreng, med endnu en fodbold-banger, da det var lige ved at blive røbet før tid.
For sådan en musikvideo til en VM-sang skal naturligvis optages på stadion.
Men sådan et stadion er et populært udflugtsmål, og det betød også, at Malte Ebert måtte søge tilflugt på udskiftningsbænken, da en skoleklasse pludselig dukkede op midt i de hemmelige optagelser til musikvideoen.
For der var nemlig stadig to uger, til sangen kom ud, og derfor måtte Malte Ebert – i fuld Gulddreng-gear – under ingen omstændigheder blive opdaget midt i indspilningerne, for så ville hele overraskelsen blive ødelagt.
Det fortæller Malte Ebert i en video på Gulddrengs TikTok-profil.
Du kan se videoen her:
Gulddreng genopstod for tredje gang i sidste måned efter at have annonceret et pressemøde.
På mødet afslørede han udgivelsen af VM-sangen "Den officielle VM-sang". Den officielle VM-sang er dog "Skulder ved skulder" med blandt andre Burhan G.
Du kan høre Gulddrengs VM-sang her:
Første gang, Malte Ebert lagde sit alter ego i graven, var i 2018. Siden er Gulddreng genopstået i 2019 i forbindelse med en kampagne for at redde grundvandet og igen i 2021 med EM-sangen "Helt sikker", hvor han lovede, at Danmark ville vinde EM.
Det løfte kunne han ikke holde, men nu forsøger han altså igen med "Den officielle VM-sang".