Kendte25. november 2021

Gertrud Højlund afslører: Jeg har en Amager-nummerplade

Den pæne TV 2 News-vært kommer med en noget anderledes indrømmelse, da Gertrud Højlund er gæst i programmet ”Hemmeligheder”.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/gh_0.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Det er torsdag, og Sanne Cigale og Anders Lund Madsen fortæller traditionen tro hemmeligheder på P1 i programmet af samme navn.

Ugens gæst er TV 2 News-vært Gertrud Højlund, som har taget en noget uventet hemmelighed med i æteren.

Gertrud starter kryptisk ud og får programmets værter til at gætte, hvad det kan være, hun skjuler.

- Det er en hemmelighed, der vedrører mig selv. Det er en hemmelighed, som jeg deler med overraskende mange lydfolk på de tv-produktioner, jeg har været forbi, siger hun og iver endnu en ledetråd.

- Jeg kan sige, at det handler om en tatovering, jeg har.

Sanne Cigale udbryder overrasket det, alle her på redaktionen tænker:

- Nå, jeg vidste ikke, du havde en tatovering.

- Nej, det gjorde du nemlig ikke. Og hvis jeg så siger til dig, at jeg har en tatovering, som jeg er lidt hemmelighedsfuld omkring, hvad ville du så tro, jeg har af tatovering, spørger hun henvendt til Sanne, som både skyder på et hjerte og et statement, før hun rammer plet:

- Du har ikke en tribal!

Men det er lige præcis dét, News-værten har.

Tatoveringen fik hun i 90’erne, som de tre hurtigt bliver enige om var et farligt årti at være 18 år i.

- Og hvis du var en rigtig vild teenager i Jylland, hvor ville du så have sat den tribal?

Sanne Cigale gætter på lænden, og der er bingo.

- Jeg har en Amager-nummerplade, som det hedder herovre, erkender Gertrud.

Da TV 2-darlingen bliver spurgt til ”tussens” størrelse, lyder svaret:

- Sådan en behøver ikke være ret stor, før den er alt for stor.

Højlund er lykkelig over, at den sidder et sted, hvor hun ikke konstant bliver mindet om ungdommens udskejelser.

- Heldigvis. Det var dog den eneste del af min hjerne, der sådan … ja, jeg vil ikke engang sige, jeg havde gennemtænkt det, siger News’ morgenfriske vært, som dengang følte, at hun var en af de første i Danmark, der fik en tribal på lænden …

Sponsoreret indhold