Kendte15. december 2020

TV2-vært Gertrud Højlund holder jul alene på grund af corona

Selvom savnet til familien er stort, skal TV2 News-vært Gertrud Højlund ikke hjem til jul
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/gh_0.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Julestemningen breder sig, men det samme gør desværre også frygten for, at julen slet ikke bliver den samme, som den plejer.

Også hos tv-værten, Gertrud Højlund, der kommer fra Ry i Østjylland.

På sin Instagram opstiller hun en række overvejelser, som alle peger i én retning:

Solo-jul i 2020.

”Jeg har stort set ikke set min mor i år, og jeg savner hende og min familie i det hele taget. Virkelig meget. Men følgende vejer tungere, end min lyst til at holde jul som jeg plejer,” skriver hun, før hun remser punkterne op.

Umulig tur

For det første påpeger hun, at det kan blive praktisk talt umuligt at tage på julevisit i familiens skød – med overnatninger, men samtidig overholdelse af afstand og anbefalinger.

Dernæst nævner hun den store forskel på incidens i de forskellige kommuner – 731 mod 106.

Hun fortsætter:

”- Jeg har ikke mulighed for at isolere mig i fire dage op til jul og lade mig teste.
- Når smitten sandsynligvis giver et slag med halen i begyndelsen af januar på grund af julen, og jeg skal fortælle om det i fjernsynet, vil jeg have det bedst med at vide, at jeg ikke spillede med i det lotteri.”

Hun har dog forståelse for, hvis andre vælger at krydse landsdele og kommunegrænser for at komme hjem til jul.

”Mange faktorer kan påvirke beslutningen, og jeg tror, de fleste gør det, så godt de kan,” lyder det i hendes opslag.

Højlund, 39, kalder det ”en pragmatisk løsning på et praktisk problem.” Og så har hun desuden bestilt rigeligt med and til sin solo-jul.

Bliv i din egn

Efter rekordhøje smittetal i særligt Hovedstaden har flere medier erfaret, at de nuværende restriktioner i 69 kommuner vil blive udvidet til resten af landet.

Tirsdag morgen kunne man høre fra flere eksperter, at juletrafik mellem landsdelene er en rigtig dårlig idé i forhold til smittespredningen.

- Vi bliver nødt til at blive, hvor vi er. Vi må have en kraftig henstilling fra regeringen om, at vi skal blive i vores egn, så vi ikke bringer smitten rundt i landet, lyder opfordringen fra blandt andre Anders Beich, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.

Sponsoreret indhold