Se videoen: Forsøger spækhugger at begå selvmord?

Morgan lå helt stille i mange minutter. Forsøgte den at begå selvmord?

Morgan lå helt stille i mange minutter. Forsøgte den at begå selvmord?

(Foto: YouTube)

Der findes flere dyreparker over hele verden, der i flere årtier har holdt spækhuggere. De enorme hvaler har altid tiltrukket tusindvis af gæster, der ville se spækhuggerne optræde. Men de seneste år har interessen for spækhuggere vendt. Nu vil gæsterne nemlig ikke længere se dem optræde i et ”lille badekar”, men i stedet opleve dem i det fri – hvor de hører hjemme.

Og nu er der dukket optagelser op fra Loro Parque Zoo på den spanske ferieø Tenerife, der igen har gjort dyreparker, der holder spækhuggere, særdeles upopulære. Videoerne, som er optaget i de forgange uger, viser nemlig ifølge flere, hvordan en af parkens spækhuggere bevidst forsøger at tage sit eget liv, efter at den har færdiggjort et show foran publikumsgæsterne i den spanske zoo.

Det skriver Mirror.

Ifølge flere gæster i Loro Pargue Zoo kastede Morgan sin tonstunge krop op af vandet og lå helt stille – nærmest for at tage sit eget liv. Personalet i parken fastholder dog, at det ”er helt normal opførsel” for en spækhugger – noget som dyreorganisationerne bestemt ikke er enige i.

Optagelserne viste, hvordan Morgan lod sig strande efter showet. Se videoen nederst i denne artikel. Foto: YouTube

De mener i stedet, at spækhuggeren bør sættes tilbage i friheden og genforenes med sin flok. Morgan blev fanget ud for Hollands kyst i juni 2010.

Den bor i øjeblikket sammen med fem andre spækhuggere i parken – men da spækhuggere ikke bruger sammen sprog, mener flere, at hvalerne ikke kan kommunikere med hinanden i fangenskab. I stedet bliver de aggressive og deprimerede.

Nyheden kommer blot få måneder efter, at historier om en anden spækhugger er gået verden rundt.

I marts kom det frem, at den verdensberømte - og berygtede – spækhugger Tilikum er alvorligt syg, og at dens dyrepassere i SeaWorld Orlando frygter, at det store rovdyr er døende.

- Vi er kede af at måtte sige, at Tilikums opførsel over de sidste uger er blevet tiltagende sløv. SeaWorlds veterinære hold er bekymrede for, at hans helbred forværres, skrev SeaWorld på hjemmesiden ’Seaworld Cares’.

Tilikum har ifølge SeaWorld Orlando kæmpet med en bakterieinfektion i luftvejene, men trods en omfattende og intensiv pleje er den store hval stadig syg.

- Den bakterietype, vi har fundet i Tilikum, findes også i vilde hvaler, og han får flere typer medicin hver dag. Vi bruger antibiotika og svampemidler, som dyretrænerne møjsommeligt giver flere gange om dagen, skrev SeaWorld videre på hjemmesiden.

Tilikum er en af de mest kendte spækhuggere i verden. Men berømmelsen skyldes desværre ikke noget godt.

Den enorme spækhugger har tre gange været involveret i et dødsfald med et menneske – og tilbage i 2013 var den hovedperson i en meget omtalt dokumentar ved navn ”Blackfish”.

Dokumentaren rettede en skarp kritik mod SeaWorld Orlando – og alle andre forlystelsesparker der holder spækhuggere. Kritikken gik på, at det var ren og skær dyrplageri at holde de enorme dyr – der kan nå en kampvægt på hele seks tons og en længde på næsten ti meter – i fangenskab.

- Hvad ville du sige til at bo i et badekar hele dit liv, lød kritikken blandt andet.

Dokumentaren forsøgte også at påvise, at den ”knækkede” rygfinne – som ofte ses hos spækhuggere i fangenskab – skyldes mistrivsel, og at det var løgn, når dyrepasserne fortalte besøgende, at hvaler i fangenskab har tendens til at leve længere på grund af den omfattende pleje. Både Tilikum og Morgan har ”lnækkede” rygfinner.

I stedet fortalte dokumentaren, at Tilikum og de andre spækhuggere blev decideret sindssyge af at blive fanget og holdt indespærret.

Tilikum har været i SeaWorld i 23 år – den blev fanget ud for Islands kyst den 9. november 1983. På det tidspunkt var den omkring tre år gammel.

For øjnene af et chokeret publikum dræbte Tilikum den 40-årige stjernetræner Dawn Brancheau i 2010.

Se billeder af Tilikum i galleriet herunder:

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close