Kendte18. september 2015

Billede går verden rundt: Hvorfor er isbjørnen tynd?

Et billede af en radmager isbjørn går i disse dage verden rundt. Billedet er ifølge fotografen det synlige bevis på, at vi har ødelagt vort klima. Nogle eksperter maner dog til ro og mener, at isbjørnen måske blot er syg
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/11896034_1045109095501030_4991489562653432165_n.jpg
 Facebook

Er vi godt i gang med at ødelægge vores dyrebare planet og dens mangfoldige dyreliv?

Ja, hvis du spørger Kerstin Langenberger. Hun er fotograf og har med egne ord taget billedet, der er det synlige bevis på, at Jorden og dens indbyggere er ved at blive ødelagt.

Billedet er dét, som du sidder og kigger på lige her.

Billedet tog Kerstin Langenberger den 29. juli. Det viser en isbjørn, der stavrer af sted på en isflage et sted ved den norske øgruppe Svalbard.

Det er tydligt for enhver at se, at isbjørnen er udsultet og har det skidt. Og hvis man spørger Kerstin Langenberger er forklaringen ikke til at tage fejl af.

https://imgix.seoghoer.dk/11896034_1045109095501030_4991489562653432165_n.jpg
 Facebook

Klimaforandringerne har fået temperaturerne i verdenshavene til at stige, og der er ikke længere det samme antal fede sæler, som er isbjørnens foretrukne føde. Derfor sulter bjørnen – og der bliver født færre unger hvert år.

- Har de bjørne de virkelig godt heroppe? Jeg er en kritisk person, og jeg observerer. Jeg oplever skønne (og varme somre) som aldrig før. Jeg ser, hvordan gletsjerne kælver og trækker sig flere hundred meter tilbage. Jeg ser pakisen forsvinde med rekordfart. Ja, jeg har set isbjørne i god form og stand – men jeg har også set døde og udsultede isbjørne. Bjørne, der går på bredden på udkig efter mad, bjørne der forsøger at jage rensdyr og spise fugleæg, mos og tang, skriver fotografen i en lang kommentar til billedet, som hun lagde på sin Facebook-profil den 20. august.

Siden er billedet gået verden rundt. Det er blevet delt mere end 52.000 gange, og det er blevet set af flere end syv millioner verden over. Og for de fleste er budskabet klart: Vi må gøre noget. Vi må finde en holdbar løsning, der vil sikre vores natur de næste mange tusinde år.

Andre er dog mere skeptiske. Den tynde isbjørn er ikke bevis på noget som helst, siger for eksempel zoo-direktør i Københavns Zoo, Bengt Holst, til BT:

- Man kan ikke sige noget som helst ud fra et enkelt billede af en tynd isbjørn. Det havde været noget andet, hvis der havde været 30 tynde isbjørne på et billede. Så havde det måske været bevis på et problem. Men den her isbjørn kan være tynd af mange årsager, siger Bengt Holst til BT og tilføjer:

- Den kan eksempelvis være syg. Og så ser isbjørne altid tyndere ud, når de lige er kommet op ad vandet, som det er tilfældet med den her. Man kan altid finde en tynd isbjørn. De har været der lige så længe, der har været isbjørne, siger han til avisen.

Også isbjørne-eksperten Elmer Topp-Jørgensen fra Dansk Zoologisk Selskab mener, at der kan være flere årsager til, at isbjørnen er tynd. Det er ikke sikkert, at det skyldes klimaforandringer, siger Elmer Topp-Jørgensen til Ekstra Bladet:

- Den tynde bjørn kan skyldes alderdom, sygdom eller klimaforandringer. Det er umuligt at sige ud fra et billede, og det vil kræve undersøgelser af dyret for at fastslå, siger Elmer Topp-Jørgensen til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Vi ser kun en bjørn på billedet, så årsagen kan være forskellige ting. Hvis der nu var en lang række bjørne, som så sådan ud, så ville jeg være mere tilbøjelig til at mene, at det skyldes klimaforandringer.

Tror du, det er klimaforandringer, der er årsag til, at isbjørnen er så tynd? Deltag i debatten herunder.

Sponsoreret indhold