Farmand træder tilbage efter 13 år: Nu reagerer Britneys advokat

Det lyder jo sådan set meget godt. Britneys far, Jamie Spears, der i mere end et årti har haft det juridiske ansvar for sin datters penge og velbefindende, har meddelt retten i Los Angeles, at det kontroversielle værgemål bør ophæves. 

Tidligere på sommeren udtalte den 69-årige Jamie Spears dog, at han først ønskede at træde tilbage, når der var fundet en passende person, der kan varetage jobbet, men nu har piben altså fået en anden lyd. 

Ifølge Jamie Spears har Britney "ret til, at denne domstol nu seriøst overvejer, om dette værgemål ikke længere er påkrævet".

Artiklen fortsætter efter billedet...

(Foto: MEGA) 

Han mener nemlig, at omstændighederne omkring popstjernedatteren har ændret sig så markant og i sådan en grad, at der ikke længere er behov for det værgemål, der i 13 år har betydet, at Britney Spears har været umyndiggjort. 

Britneys advokat, Mathew Rosengart, kalder den nye udvikling for en "massiv sejr", men understreger i samme omgang, at Jamie Spears ikke skal smutte ud af døren alt for hurtigt.

- Det tyder på, at hr. Spears tror, han kan undgå at blive stillet til ansvar, lyder det fra advokaten som reaktion på de retsdokumenter, Jamie Spears indsendte til retten tirsdag. Det skriver NBC News

Mathew Rosengart ønsker nemlig at få foretaget en grundig undersøgelse af den måde, Jamie Spears har varetaget sit job som værge. Både i forhold til de mange millioner af dollars, han lader til at have tjent på jobbet, og i forhold til den måde, Britney er blevet behandlet på. 

I juni kunne den 39-årige popstjerne fortælle domstolen, at hun følte sig både udnyttet og misbrugt i værgemålet, og at hun ønskede at gøre sig fuldstændig fri af sin far. 

- Jeg tror i sandhed på, at det her værgemål er korrupt. Det er mit ønske og min drøm, at det skal slutte, lød det fra Britney, der talte uafbrudt i 24 minutter. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Jamie Spears (tv.) har i årevis bestemt over datteren, Britney Spears, men nu er det måske snart slut. (Foto: MEGA) 

- Jeg vil høres, og jeg fortæller jer det her igen, så I måske kan forstå dybden og omfanget af den skade, de har gjort mod mig. 

Britney kunne både fortælle, at hun ikke selv bestemmer, om hun kan blive gift, få børn, køre bil eller se sine venner. Hun har heller ikke lov til at vælge sin egen psykolog, ligesom Jamie Spears også har bestemt, hvilken farve køkken, hun måtte have. 

Sagens dommer, Brenda Penny, forventes at tage en beslutning om værgemålets ophørelse den 29. september, hvor næste høring i sagen finder sted. 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close