Kendte24. januar 2024

Ekspert i CV-fusk om Katherine Diez: - Der findes ikke ”hvide løgne”

Der findes ingen umiddelbare gråzoner, når det kommer til fejlagtige oplysninger på CV’er. En løgn er en løgn. Og der havde været en bedre og mere ærlig løsning – også for Katherine Diez – mener forfatter og konsulent i rekruttering, Gitte Schramms
Katherine Diez, influencer, litteraturanmelder og kulturdebattør.
Katherine Diez, influencer, tidligere litteraturanmelder og kulturdebattør, optræder umiddelbart ikke på listen over dimitterede fra bacheloruddannelsen i dansk på Københavns Universitet i 2018, som der ellers stod på hendes CV.
 Foto: Ritzau Scanpix

Læs også: Midt i mediestormen: Katherine Diez' følgerskare vokser

Katherine Diez er fortsat i flyverskjul, mens en verserende plagiatundersøgelse af hende finder sted. I kølvandet på denne kom også en ligeså tilsværtende afsløring: Katherine Diez har pyntet på sit CV.

Onsdag eftermiddag er litteraturinfluencerens LinkedIn-profil pludselig taget ned, men af denne fremgik det, at Diez fik sig en bachelor i Dansk fra Københavns Universitet i 2018.

Også andre steder, hvor hendes CV har været delt, har det været anført, at hun havde denne universitetsuddannelse.

Og det er simpelthen slet og ret totalt no-go at pynte sig med ikke opnåede titler, fortæller karrierekonsulent og forfatter til flere bøger om jobsøgning og rekruttering, Gitte Schramms, som fortæller til SE og HØR, at hun har fulgt tæt med i sagen om Katherine Diez’ ”storhed og fald”, som hun kalder det.

– Hun er ude i noget, der er farligt her. Den er svær at komme tilbage på forhold til de ting, der er fundet på hendes angående uklarhed omkring hendes uddannelse.

Ingen gradbøjninger

Schramms peger på, at det er meget sort/hvidt, når det kommer til ”sminkede” curriculum vitae – oversigten over en persons meritter, erfaring, uddannelse og kvalifikationer.

– Man må godt pynte og bruge storytelling, når man fortæller om sin baggrund, men man må ikke opfinde et punkt, som man ikke har eksamenspapirerne til at bakke op, fortæller hun til SE og HØR.

– Det er ikke bare en hvid løgn at inkludere en bachelor på sit CV, som man ikke har færdiggjort. Der har vi at gøre med en løgn af en tungere kaliber. Det er virkelig et no-go.

– Der findes ingen gradbøjninger. Fuldstændig ligesom hvorvidt man er gravid eller ej. Det er enten eller også i forhold til, om man kan bryste sig af at have en specifik uddannelse eller ej, fortsætter hun.

Man kan ifølge Gitte Schramms godt sidestille det at lyve om en universitetsgrad, og det fejlagtigt at påstå, at man er læge eller advokat eksempelvis. Også til trods for, at det lyder lidt vildt.

– Det har noget med både tryghed og troværdighed at gøre, men det handler også om, hvorvidt man kan stole på, at det personen ellers siger med en vis faglighed, det vakler og er ikke længere validt.

Det, som Katherine Diez kunne have gjort, var, ifølge forfatter og konsulent Gitte Schramms, at være tydelig omkring, at hun jo trods alt har haft sin gang på det københavnske universitet, men at hun ikke færdiggjorde selve den bachelor, der trods alt er meget fin at nævne på sit CV – om end kun delvist gennemført.

– Hun skulle bare have sagt dét. Altså at hun havde studeret det, som hun interesserer sig enormt for, men at hun ikke havde færdiggjort uddannelsen. Man må ikke glemme, at der er masser af mennesker, der klarer sig fint uden at have en videregående uddannelse. Fordi de er dygtige, og har talent. Hun kan stadig sagtens være en dygtig litteraturanmelder.

Stadig talentfuld

Hvis Gitte Schramms som karrierementor skulle komme med et lille råd til Katherine Diez, så lander hun sikkert på følgende:

– Der er mange andre måder at blive dygtig på end at gå i skole, og jeg er sådan set ikke i tvivl om, at hun er kompetent. Men jeg ville nok finde en helt anden karriere, når jeg havde rejst mig igen. Hendes troværdighed er for blakket i de kredse, som hun hidtil har befundet sig i.

– Hun har med disse løgne ødelagt sin egen karriere. Men jeg tror nu godt, hun kan komme på banen med noget andet. Hun er stadig dygtig. Og talentfuld på mange områder. Hun skulle bare have holdt sig til ærligheden, for den kommer man lige så langt med.

Vred og ulykkelig

Diez tog i sidste uge bladet fra munden i et langt opslag på Instagram, hvor hun indrømmede, at hun havde været en idiot – her handlede hendes beklagelse dog udelukkende om plagiatsagerne, der kom forud for afsløringen af hendes mangle eksamenspapirer fra KU.

– Jeg er vred på mig selv, ulykkelig, skamfuld mest af alt. Dette er mit livs hidtil største professionelle lærestreg, og jeg tager den på mig som en opvågning, som jeg prøver at finde en mening med, så jeg kan finde tilbage til mig selv, lød det blandt andet.

SE og HØR har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Katherine Diez, men hun er endnu ikke vendt tilbage.

Gitte Schramms er forfatter til fagbøgerne "Sådan får du jobbet", "Vejen til nye udfordringer", samt "Sådan får du det rigtige job".

Hun er ikke bleg for at sammenligne sagen om Katherine Diez med skandalen omkring den tidligere museumsdirektør Anna Castberg, der måtte fratræde sin stilling på Arken, da det kom frem, at hun ikke havde nogen doktorgrad og desuden havde løjet om tidligere ansættelsesforhold.

Sponsoreret indhold