Kendte30. januar 2023

Efter beskidt brud: Olivia Wilde og Jason Sudeikis fanget i kærlig stund

Det ser ud til, at det tidligere kærestepar forsøger at klinke skårene i kølvandet på Olivia Wildes brud med Harry Styles
Det ser ud til, at Olivia Wilde og Jason Sudeikis er på talefod igen.
Det ser ud til, at Olivia Wilde og Jason Sudeikis er på talefod igen.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er ikke nogen hemmelighed, at bruddet mellem Olivia Wilde og Jason Sudeikis ikke var det pæneste i verden.

De to filmstjerner nåede at danne par i ni år og fik to børn sammen, inden de i slutningen af 2020 brød med hinanden, og siden da har der været utallige af slibrige historier om deres forhold.

Der har blandt andet floreret rygter om, at Olivia Wilde var Jason Sudeikis utro med Harry Styles, som hun senere begyndte at danne par med.

Det er ligeledes kommet frem, at de to skuespillere ikke har kunnet blive enige om forældremyndigheden, ligesom deres tidligere barnepige sidste år medvirkede i et chok-interview, hvor hun fortalte, at Jason Sudeikis brød grædende sammen, da han opdagede utroskaben.

Men nu ser det altså endelig ud til, at det tidligere par gennem næsten et årti er begyndt at klinke skårene og er på talefod igen.

I hvert fald blev de forleden spottet i en lang samtale og i en kærlig stund på gaden i Los Angeles. Det skriver Page Six.

Det ser ud til, at Olivia Wilde og Jason Sudeikis er på talefod igen.
Det ser ud til, at Olivia Wilde og Jason Sudeikis er på talefod igen.
 Foto: Ritzau Scanpix

Ifølge det amerikanske medie blev Jason Sudeikis og Olivia Wilde fotograferet på en parkeringsplads, hvor de stod og talte sammen, før de gav hinanden et dybfølt kram.

Genforeningen mellem Jason Sudeikis og Olivia Wilde sker blot to måneder efter sidstnævntes brud med "One Direction"-stjernen Harry Styles.

Mens Olivia Wilde kun nåede at danne par med Harry Styles i små to år, så nåede hun at tilbringe ni af slagsen med Jason Sudeikis, inden de gik fra hinanden.

De var desuden forlovet i syv af årene, ligesom de nåede at få sønnen Otis på otte år og datteren Daisy på seks år sammen.

Harry Styles og Olivia Wilde til premieren på filmen "Don't Worry Darling" i september 2022.
Harry Styles og Olivia Wilde til premieren på filmen "Don't Worry Darling" i september 2022.
 Foto: Ritzau Scanpix

Selvom der er gået rygter om, at Olivia Wilde fandt sammen med sangeren, mens hun stadig var sammen med Jason Sudeikis, så har hun selv afvist, at det var tilfældet.

- Det er komplet vrøvl, at jeg forlod Jason for Harry, sagde hun til Vanity Fair i september 2022 og fortsatte:

- Vores forhold var slut længe før, jeg mødte Harry. Ligesom ethvert andet forhold, der slutter, så sluttede vores forhold ikke fra den ene dag til den anden.

Bruddet mellem de to stjerner blev ekstra dramatisk, da Olivia Wilde i foråret 2022 skulle præsentere sin film "Don't Worry Darling".

Da hun stod på scenen foran alt og alle, blev hun nemlig afbrudt af en person, der på vegne af Jason Sudeikis overrakte hende juridiske papirer vedrørende forældremyndigheden over deres børn.

Siden da har det lydt, at stemningen mellem det tidligere par var så dårlig, at de har været nødt til at have mæglere ind over, når de har kommunikeret med hinanden.

Det var der dog altså ikke brug for forleden, da de mødtes på parkeringspladsen i Los Angeles, så det tyder på, at 2023 ser mindre dramatisk ud for dem.

Sponsoreret indhold