Dennis Knudsen efter datterens død: Børnene gør mig høj
LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen deler rørende øjeblik fra bisættelsen
Far, far, faaar!
Det har Dennis Knudsen hungret efter at blive kaldt i 25 år.
Og selv om han indimellem synes, ordet bliver brugt lidt for ofte i villaen i Korsør, så nyder han rollen fuldt ud.
– Jeg henter børn, så hygger vi lidt, så laver jeg mad, så skal de puttes, så skal der smøres madpakker, så skal der sættes en vask over.
Og så vågner en af dem. Og sådan kører det bare, fortæller Dennis Knudsen til SE og HØR, mens han har hænderne fulde med Lucas, tre et halvt, Noah, halvandet, og Aura på fire måneder.
Dennis har netop hentet Noah og Lucas, og der er med det samme gang i huset, da vi besøger familien i det vestsjællandske.
Lucas vil have chips og helst vælge selv. Halvdelen lander på gulvet.
Dennis finder hurtigt kosten frem og får styr på smulerne. Der er hverken stress eller irritation i hans øjne.
– Jeg synes, det er dejligt. Og de dage, hvor det er allerhårdest, kan jeg begynde at grine af mig selv, når jeg kan se udefra, hvor kaotisk det er med tre børn, der er oppe i det røde felt.
Og det sker nogle gange, at alle tre græder på en gang. Så er jeg en blæksprutte. Det er ligeså fantastisk, som det er hårdt, smiler Dennis, som også har hjælp fra en barnepige 37 timer om ugen.
Hvad nu hvis …?
Om lidt fylder Dennis 60 år. Alligevel har han masser af energi til at være småbørnsfar.
– Der er nogle, der har svært ved at acceptere, at jeg vælger at få børn i den alder som enlig, homoseksuel mand.
Og folks tanker om det, kan jeg godt forstå, men de er ikke inde i mig.
Man kan være en 30-årig, der ligger på sofaen og er ugidelig. Men man kan også være 60 og være aktiv og have løbeskoene på. Det er jeg, fastslår Dennis.
Han ved alligevel godt, at livet har en slutdato.
– Det er en frygt, man nogle gange kan få, men det er en tanke, jeg ikke vil tænke til ende. Jeg har Lise Nørgaards ord for, at 59 er ingen alder.
Skulle det alligevel ende før, har han taget stilling til, hvad der skal ske med hans børn.
– Min familie er informeret om, hvordan jeg ønsker, at børnene skal vækste og blive sammen og hos noget yngre familie.
Vi har ikke noget specifikt navn sat på lige nu. Min bror og min mor og børnenes mormor og morfar er overhoveder på det, hvis det sker en dag, siger Dennis Knudsen.
Kaos og kærlighed
Hele sit liv har kamkendissen kæmpet med præstationsangst. En følelse, der nu har forladt ham i faderrollen.
– Jeg er så god, som jeg kan være. Der er fejl og mangler. Jeg ved, der er kaos.
Så har jeg lige skiftet tøj, og så gylper Aura, så har Lucas spist for meget mad og så kaster han op udover sengetøj, mens Noah tager en banan og smører ud over det hele.
Men jeg stresser ikke over det, for jeg ved, at det sker bare. Der er ikke noget, der er perfekt med små børn.
Så nogle gange er det bare for meget, men det er det også for folk, der kun har et barn, lyder det ærligt fra Knudsen.
Småbørnslivet står i skærende kontrast til det hæsblæsende liv, som han tidligere levede med dynger af arbejde, alkohol, fester og fine middage.
– Der er en masse ting, jeg ikke kan lige nu, og som jeg er tvunget til at fravælge, men det passer mig fint.
Jeg er høj på livet og børnene og lyset og energien, siger Dennis.
Lys på den anden side
Hjemmet emmer da også af liv, lys og glæde. Og sådan vil Dennis have, at det skal være fremover.
Men det kunne ligeså nemt være helt anderledes.
For tre måneder siden mistede familien Auras tvillingesøster Naomi. Hun blev kun seks uger gammel.
– Jeg har lige givet Aura sutteflaske og tager Naomi op fra liften, og så er hun fuldstændig livløs og slatten. Hun var ikke kold. Men stadig varm, siger Dennis Knudsen om den tragiske nat.
Han forsøgte selv at få liv i hende. Det samme gjorde hjerteløbere og ambulancefolk. Hurtigt blev huset fyldt med reddere, politifolk, men der var ingen, der kunne hjælpe lille Naomi.
– På hospitalet mente de, at hun i hvert fald har været død en time eller halvanden, siger Dennis.
Han var i chok. Og det føltes som en ond og uvirkelig drøm i flere dage. Men det var virkeligt.
Familie og venner omringede ham og sørgede for at hverdagen kørte. For det skal den med tre børn.
Jeg er nødt til at være en funktionel far, understreger tapre Dennis.
Åben i “vuggeren”
Allerede dagen efter lille Naomis død tog Dennis til forældremødes i børnenes institution.
– Jeg stillede mig op foran 80 mennesker og sagde, at de nok vidste, jeg havde oplevet den værste smerte, man kan forestille sig.
Men jeg ville gerne kunne komme i vuggestuen, og der skulle ikke blive tavshed, når vi kom ind i garderoben og sagde “godmorgen”, fortæller Dennis.
Sorgen forsvinder aldrig, men han bearbejder den bl.a. med åbenhed.
– Det hjælper at snakke om det igen og igen. Jeg har bevidst brugt mig selv til at åbne op og vise, at sorgen ikke er noget, vi skal skjule eller flygte fra.
Frygten kan han dog ikke helt undgå. Frygten for at miste et barn mere eller at han selv går bort har givet søvnløse nætter.
– Jeg vågnede hele tiden og vækkede børnene, hvis de sov lidt for tungt. Vi fik Naomi obduceret, for hvis der var noget genetisk, kunne det være, man kunne forebygge, men der var ingen forklaring på hendes død.