Kendte1. oktober 2020

Dansk musik er tilbage på YouTube

I slutningen af juli blev dansk musik fjernet fra YouTube, nu er det tilbage
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lrphotos066497.jpg
 Foto: MEGA

I slutningen af juli gik forhandlinger mellem Google, der ejer YouTube, og Koda i vasken. Konsekvensen var, at alt dansk musik blev fjernet fra videoklip-portalen.

Nu er der dog godt nyt for dem, der har savnet at kunne søge deres yndlingsmusikvideo frem på den populære hjemmeside: YouTube og rettighedsorganisationen Polaris har indgået en aftale, og dansk musik er tilbage. Det oplyser de to parter i en pressemeddelelse.

Polaris er et fælles nordisk samarbejde mellem Koda i Danmark og tilsvarende organisationer i Finland, Norge og Island. Den nye aftale kommer til at gælde for Europa, Mellemøsten, Afrika og dele af Asien.

- Det står klart for alle, at det har en været en lang og stormfuld proces at nå til enighed om den her aftale, udtaler Christine Sørensen, der er politisk chef for Google i Danmark i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Jeg er glad for, at vi er nået dertil, så Polaris’ medlemmer igen kan få gavn af deres kreative arbejde på YouTube, og brugerne igen har dansk musik i ørerne.

Sponsoreret indhold