Christian Borregaard er kollega med fruen: Vi nyder det

Når han ikke er på TV-optagelser til ”3 x beliggenhed”, arbejder Christian Borregaard, 42, hjemmefra med sin egen virksomhed.

Når han ikke er på TV-optagelser til ”3 x beliggenhed”, arbejder Christian Borregaard, 42, hjemmefra med sin egen virksomhed.

(Foto: Thomas Laursen)

Vi kender ham især fra TV2’s ”3 x beliggenhed”, hvor han hjælper danskere med at finde drømmeboligen.

Og Christian Borregaards egen drømmebolig? Den har den 42-årige boligekspert selv skabt.

For tre år siden fik han og hustruen Henriette nemlig opført en villa lidt uden for Silkeborg, hvor parret i dag bor med deres to døtre, Alberte, 11, og Maise, ti.

– Det er i et område, hvor jeg selv er vokset op, og hvor min kone flyttede til med sine forældre, da hun var 14-15 år, så jeg har været barn der, og min kone har været teenager derude.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Skærmtrolden mødte sin bedre halvdel i byen i Silkeborg. – Hun er bare en rigtig sød pige – reel og ordentlig. Og så er hun også fuld af fis og ballade, lyder det om hustruen, som ikke har ønsket at blive afbildet i artiklen. (Foto: Thomas Laursen)

– Da vi fik muligheden for at flytte tilbage, gjorde vi det med det samme, siger Christian Borregaard, da SE og HØR møder ham inden TV-optagelser i København.

Parløb

Og det er ikke kun familielivet, villaen danner rammen om. Her arbejder boligeksperten nemlig også med den virksomhed, han stiftede for halvandet år siden.

– Man kan sige, at jeg næsten laver det samme som i programmet – er på købers side.

Men der, hvor det slutter i programmet, tager jeg over til daglig. Når der er underskrevet en købsaftale, får jeg det hele tilsendt, kigger det igennem og godkender på vegne af køber, fortæller Borregaard.

Artiklen fortsætter under billedet ...

TV-værten sprang for halvandet år siden ud som selvstændig med www.købersside.dk. – Jeg har aldrig været særlig god til at sælge. Når man skal have nogen til at tage en beslutning om at købe noget, er det svært at gøre det uden at presse på. Det har jeg bare aldrig været god til, siger Borregaard om skiftet. Nu hjælper han i stedet køber med at kigge alle dokumenter igennem og rådgive. (Foto: Thomas Laursen)

Også hustruen arbejder i virksomheden.

– Jeg startede op selv, men så fik vi på et tidspunkt så travlt, at vi blev nødt til at få en mere ind.

Min kone var på daværende tidspunkt kørt en lille smule fast i det, hun lavede, så vi besluttede os for, at hun ville tage orlov og se, hvordan det gik. Der har hun så sagt op, fordi det kører rigtig godt, jubler skærmtrolden.

– Jeg var aldrig i tvivl, men alligevel var der en lille snert af:

”Kan vi nu holde ud at se på hinanden hele tiden? Hver eneste time i døgnet?”. Men det kører rigtig fint. Vi nyder det!

Elsker friheden

Christian Borregaard er glad for de muligheder, det giver.

– Vi er altid hjemme. Når vi sender børnene af sted, er vi hjemme, og når de kommer hjem igen, er vi også hjemme.

Og når vi lukker ned for biksen om eftermiddagen, er vi bare sammen med børnene, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I ”3 x beliggenhed” er Christian vært med ejendomsmægler Sara Lygum. – Vi snakker rigtig godt sammen og har det sjovt ude på optagelserne. Hun er en rigtig sød pige, og jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre at lave programmet med. (Foto: Peter Grosen)

– Er det nemt nok, når man har det hele samme sted?

– Nej, det er det ikke. Det vil jeg også ærligt erkende. Nogle gange sidder jeg om aftenen og snakker med kunder, fordi det er der, de er nemmest at træffe.

Men hvis jeg så har et ærinde i løbet af dagen, kan jeg gøre det. Vi styrer selv vores tid – det giver en frihed, lyder det.

– Når børnene kommer hjem, har vi egentlig gjort det, man normalt skal gøre, når man kommer hjem fra arbejde – vi har fået handlet og gjort lidt rent, så man bare kan være sammen som familie.

5 hurtige

– Boligen eller beliggenheden?

– Beliggenheden.

– Hus eller lejlighed?

– Hus. Vi har en stor berner sennenhund, en kat og to børn, som er på tærsklen til at blive teenagere.

– Nyt eller gammelt?

– Nyt. Det er den evindelige diskussion derhjemme, for min kone ville gerne have en gammel murermestervilla, hvor det blæser ind og er pivkoldt på gulvene.

Det er sådan noget charme. Jeg vil bare gerne have noget, der fungerer.

– By- eller landliv?

– Midtimellem vil jeg sige.

– Gør-det-selv eller håndværkere?

– Ha-ha. Min far bliver skuffet, når jeg svarer: Håndværkere – helt klart!

Min far er en gør-det-selv-mand, og det har jeg ikke lige fået viderebragt i mine gener, mildt sagt.

Nem far

Adspurgt, hvordan han er som far, lyder det med et grin:

– Nem! Det stik modsatte af streng. Jeg prøver at være pædagogisk og gøre det på en måde, så de selv drager deres egne erfaringer.

Jeg sætter ikke så mange begrænsninger, men går en del op i pli, siger boligrådgiveren og fortsætter:

– Men hvis de ikke lige har ryddet op på deres værelser eller taget opvasken, som de har lovet, har jeg mange gange sagt:

”Så får I ikke nogen lommepenge i denne uge!”. Det er bare aldrig sket, griner TV-værten og fortsætter:

– Jeg håber ikke, de læser det her!

Christian Borregaard nyder det sted, han er i sit liv lige nu.

– Det er nok optimalt faktisk. Jeg har stadig børn, der bor hjemme, og de har en alder, hvor de er megaskægge.

Vi bor dejligt og har familien tæt på – jeg kan sgu ikke rigtig se, hvad der skulle være bedre. Jeg er meget tilfreds og glad for der, hvor jeg er i mit liv.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close