Kendte1. maj 2023

Casper Christensen afslører sin kristne åbenbaring: Mærkede Jesus' superkræfter

Komiker Casper Christensen har brugt mange timer på at få det godt ved hjælp af mikrodosering, men det var Jesus, der hjalp ham resten af vejen
Casper Christensen har kastet sig ud i et NFT-eventyr, men det er ikke lige alle spørgsmål angående projektet, der falder i god jord. nbsp;
Casper Christensen har ikke mødt Jesus, men han har mærket hans superkræfter.
 Foto: Robin Skjoldborg

I Martin Kongstads biografi ”Casper” afslørede Casper Christensen første gang, at han har været i MDMA-terapi.

Siden har komikeren fortalt, at han også har taget svampe i jagten på at få det bedre med sig selv.

Selv om han er fortaler for mikrodosering, så kunne de små mængder af euforiserende stoffer ikke bære ham hele vejen i mål.

Det fortæller han til Christian Fuhlendorff i podcasten ”Hva’ så?!”.

– I den rejse bliver jeg ved med at ramle ind i følelsen af skyld. Jeg havde en masse lort i mit liv, men efter jeg havde fået snakket med de mennesker, jeg skulle snakke med og sige undskyld til dem, jeg skulle undskylde til og tilgivet mig selv og blevet tilgivet og tilgivet andre, så bar jeg stadig rundt på det. En masse skyld. Og det kunne jeg ikke komme af med, forklarer han.

Skyldsspørgsmålet vendte han derfor med sin terapeut, som foreslog ham at konsultere de højere magter.

– Du skal bare bede. Bare bed om at få det fjernet. Bare gå en tur og sig til Jesus ”ved du hvad, jeg kan ikke deale med den her skyld, fordi jeg forstår den ikke. Vil du ikke være sød at fjerne den fra mig?”. Og det gjorde jeg. Uden at tro på det overhovedet, siger han og griner.

Efter et stykke tid skete det uforklarlige, der lige siden har fået Casper til at fortsætte ad samme sti uden at se sig tilbage.

– Så gik der 20 minutter og så var det, som om jeg fik dobbelt så meget ilt ind og en rygsæk blev taget af mine skuldre og så forsvandt det sådan her, fortæller han og puster luft ud af munden for at demonstrere, hvordan det hele forsvandt på et øjeblik.

Han understreger, at han ikke havde mikrodoseret forud for det guddommelige øjeblik, hvor skylden og skammen forlod hans krop.

– Efter det havde jeg det bare sådan ”okay, så kan de sige, hvad de vil, eller man kan kalde det, hvad man vil, men det her virker for mig”.

– Og siden har jeg bedt tit – næsten hver dag. Enten takker jeg for det gode, jeg har eller beder om små ting, som jeg ikke selv kan finde ud af at deale med. Og det er en fantastisk følelse. Det giver mig rigtig meget. Det giver mig en god ro og en tryghed, og det giver mig også en styrke.

For to et halvt år siden blev Casper døbt i den kristne tro, han frekventerer dog ikke kirken hver søndag, men bærer et kors i kæde om halsen og har en figur af Jesus stående derhjemme.

Udover at være en blændende manuskriptforfatter er Casper også kendt for at kaste sig ud i nye livsstile, hvilket Iben Hjejle i sin bog ”En gylden korkprop” beskrev som "i bedste fald anstrengende og i værste fald ødelæggende” for menneskene tæt på ham.

Da Fuhlendorff spørger, om han føler, folk tror, hans nye kristne liv hører ind under samme kategori, som da han sprang ud som veganer eller dengang han red på en meget kort bølge som surfer, griner han.

– Ja, men folk synes altid, jeg leger et eller andet, og det gør jeg også. Men hvad så? Jeg går aldrig ind i det, fordi jeg tror, det er en leg. Jeg går ind i det 100 pct. og tænker ”det her er det nye, eller dét her, det er mig”. Så det er ikke sådan en ”nu må jeg hellere finde på noget, så folk vil skrive om mig”, understreger han.

– Det kan godt være, det er en leg, men … nu er det lidt nemmere at påstå, man er surfer og så ikke være det end at påstå, man er kristen og så hoppe fra. Det er sådan lidt en anden vej, tilføjer han.

For nylig fortalte han i en story på Instagram, at han var blevet så bidt af hitserien ”Yellowstone”, at dén var årsagen til, at han i begyndelsen af 2022 købte det enorme landsted, som han kalder i ranch, i Høsterkøb.

Sponsoreret indhold