Kendte17. maj 2022

Caroline Fleming tømte slottet: Sælger ud på auktion

TV-baronessen Caroline Fleming rømmede barndomshjemmet for løsøre og efterlod Valdemars Slot gabende tomt. Efter sommer ryger de historiske møbler på auktion.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190130_dm_charity_catwalk_2019_fashion_week_098.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Da Caroline Fleming i sidste uge kom anstigende til Valdemars Slot var hun i følgeskab af adskillige flyttebiler.

Og da hun igen forlod barndomshjemmet på Tåsinge, stod slottet gabende tomt. Der var ifølge hendes søster Louise ”Duddi” Albinus, som har købt Caroline ud af slottet, intet tilbage.

Som SE og HØR tidligere har skrevet, tilhørte langt størstedelen af løsøret således Caroline Flemings ældste søn Alexander.

- Jeg har ondt i maven. Jeg synes, det er så trist, men jeg erkender selvfølgelig, at det er min nevøs ting, sagde Duddi forleden til Fyns Amts Avis.

Derfor er det nu blevet fjernet, men ifølge den fynske avis, forventes det historiske inventar at komme under hammeren i auktionshuset Bruun Rasmussen engang efter sommerferien.

Duddi havde ellers forsøgt at holde en del af inventaret på slottet, men hendes storesøster blokerede for, at møblerne forblev, hvor de har stået i hundredvis af år.

-Jeg har ikke råd til det hele, men jeg havde lavet et udvalg af genstande, som jeg var interesseret i at købe. Men jeg fik pænt nej, siger Duddi.

Men Caroline har ingen indflydelse på, hvem møblerne går til, når først auktionen er i gang, og så har Duddi planer om at slå til.

-Jeg må jo se, hvad jeg har råd til at købe, når tingene kommer på auktion, siger hun til Fyns Amts Avis.

Slotsstriden mellem de to søstre ser dermed ikke ud til at stilne af lige foreløbigt. Det er dog langt fra første gang, Caroline lægger sig ud med et medlem af familien.

Balladen med Bendtner

En af dem, der har oplevet, at Caroline Fleming kan være særdeles stridslysten, er ekskæresten Nicklas Bendtner, 33.

Han har i mange år kæmpet for retten til samvær med deres fælles søn, Nicholas, hvilket ikke altid er faldet ud til hans fordel.

Da han skrev sin bog “Begge sider”, dukkede Caroline op hjemme hos ham, mens han havde fodlænke på. Nicklas troede, det var for at aftale bedre forhold for far og søn, men hun ville blot tjekke, hvordan hun blev omtalt i bogen.

– Så kender jeg hende igen. Hun bruger vores søn som gulerod, så jeg ikke fortæller sandheden om vores forhold – eller mangel på samme. Min sandhed har der aldrig været plads til, skrev Bendtner efterfølgende. Bagefter blev alle aftaler aflyst.

– Det er klassisk Caroline. Hun viser lige, hvem der bestemmer. Jeg skal ikke tro, at hun er blevet medgørlig. Det bliver hun kun, hvis hun får præcis, hvad hun vil have, fortalte den knuste far.

GAV OP FØR FØDSEL
Forholdet til hendes nu afdøde far, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff har også været yderst betændt, og det blev ikke bedre af, at Caroline følte, at han rottede sig sammen med hendes eksmand, milliardæren Rory Fleming i forsøget på at redde Valdemars Slot.

I et interview med modemagasinet IN fortalte Caroline i 2018 om, hvordan hun havde det op til fødslen af hendes og Bendtners søn, Nicholas, for det var alt andet end idyl, da sønnen kom til verden, mens mor lå i krig med alt og alle omkring sig.

– Fra jeg forlod Rory i 2007, til Nicholas blev født, blev der lagt et stort pres på mig for at overdrage Valdemars Slot til min far i forbindelse med et generationsskifte, således at han kunne overdrage det til min ældste søn, Alexander.

Tiden omkring fødslen var meget kaotisk, presset voksede, og jeg var ikke på talefod med hverken Rory eller min far – faktisk var vi lidt i krig, fortalte hun.

Og presset af den forestående fødsel endte hun med at acceptere alt, hvad de to mænd i hendes liv forlangte.

– Aftenen før jeg fødte Nicholas, gav jeg op og gav efter for presset.

Klokken 20 om aftenen underskrev jeg derfor en stor stak dokumenter, og næste dag fødte jeg Nicholas.

Den aften gav jeg alt, jeg ejede, væk – og jeg skrev under på, at jeg ikke nogensinde vil komme til Rory med økonomiske krav.

FORRÅDT AF FAR

Caroline lagde ikke skjul på, at hun følte sig forrådt af sin far.

Jeg var så skuffet over, at min far ikke havde stået ved min side, både i relation til Valdemars Slot, og også i relation til Nicholas.

I dag er hendes far død, og forholdet til Rory er angiveligt blevet tåleligt igen.

Til gengæld har hun lagt sig ud med søsteren Louise og hendes mand, Nikolaj Albinus.

De to stod for den daglige drift af Valdemars Slot, efter søstrene sammen havde overtaget familiegodset. Men Caroline lagde sig ud med søsteren, da hun nægtede at underskrive selskabets regnskab og sendte firmaet ud i en tvangsopløsning.

Dengang lagde Nikolaj Albinus ikke fingre i mellem, da skylden for det store galoperende underskud skulle placeres. For da Carolines far stod for driften af slottet, var gælden på omkring 18 millioner kroner, mens den i dag er oppe på lidt over 90 millioner kroner, hvoraf de 45.839.135 skyldes væk til Rory Fleming.

Han har til gengæld været venlig mod sin ekskone ved kun at kræve en procent i rente og ikke kræve afdrag på lånet.

Og ifølge Nikolaj Albinus skyldes den tårnhøje gæld i slottet altså til dels Caroline, som lånte med arme og ben, mens hun stod ved roret.

Svigtet hele livet

Når Caroline Flemming har været i strid med sine nærmeste i lange perioder af sit liv, skal en del af forklaringen formentlig findes i hendes egen opvækst, der ikke var særlig hjertevarm.

– Det har da været en af mine største hjertesorger, at jeg har følt mig kærlighedssvigtet, så længe jeg overhovedet kan tænke tilbage.

Jeg har stort set altid været alene. Og du kan kalde mig en rebel, hvis du vil, men jeg vil hellere kalde mig selv for “The Keeper of My Heart”.

Der er ikke rigtigt nogen, der har passet på mig, og derfor har jeg været NØDT til at tage vare på mig selv, har Caroline sagt til Alt for damerne.

I 2017 døde hendes far, og de nåede aldrig at opbygge den relation, Caroline hele livet har længtes efter.

– Det, der gjorde ondt på mig, var, at jeg mistede drømmen om at have et kærligt forhold til min far, som jeg elskede så højt.

Sponsoreret indhold