
Britney Spears med ultimativ hævn: Sælger lillesøsterens yndlingsbolig

Så er det ud!
Den amerikanske popstjerne Britney Spears har efterhånden været i krig med resten af Spears-familien i mange år, men der er ikke noget, der tyder på, at hun er ved at være færdig.
Den 40-årige "Hold Me Closer"-sangerinde har nemlig sat sin kontroversielle Florida-bolig til salg.
Og hvis du nu ikke er helt inde i historien om, hvorfor lige netop den bolig har bragt drama med sig, så hold nu godt fast.
Lejligheden scorede nemlig masser af opmærksomhed, da Britneys lillesøster, Jamie Lynn Spears, tilbage i 2015 blev spurgt ind til, hvor hun bedst kunne lide at holde ferie.
Her lød svaret fra Jamie Lynn, at det var boligen i Florida, hun var mest glad for at eje.
- Vi har en lejlighed i Destin, Florida, og det er det bedste feriested, skrev Spears-søsteren på Twitter.
Siden da har Jamie Lynn fået massevis af kritik for den påstand.

- Den måde, hun skriver, "vi har".. Nej, din kælling, du ejer ikke et hus, det er Britneys. #FreeBritney, skrev en vred Twitter-bruger.
- I bliver nødt til at stoppe
Det resulterede da også i, at Jamie Lynn i forbindelse med "Free Britney"-bevægelsen, der stormede afsted i 2021, måtte meddele, at hun aldrig nogensinde har modtaget nogen form for økonomisk hjælp fra sin popstjernestoresøster.
- Jeg ejer ikke en lejlighed, og jeg kan forsikre jer om, at ingen nogensinde har købt et sted til mig på stranden, for jeg foretrækker mine strandferier på The Ritz. Simple facts. I bliver nødt til at stoppe, skrev hun i et nu slettet Instagram-opslag.
Kan score mange penge
Og hvad end Jamie Lynn troede, hun var ejer af Florida-boligen eller ej, så har Britney nu sat en endelig stopper for, at Spears-familien kan holde ferie i den solrige stat.
Ifølge Realtor.com har den Grammy-vindende sangerinde nemlig sat lejligheden til salg for to mio. dollars (14 mio. kr.).
Hvis Britney finder den rigtige køber, betyder det, at hun kan lukke handlen med en pæn profit. Hun købte nemlig lejligheden tilbage i 2001 for 920.000 dollars (6,8 mio. kr.).
Britney har senest skabt overskrifter i forbindelse med sit musikalske comeback, der fandt sted i sidste uge efter udgivelsen af singlen "Hold Me Closer", som hun har lavet i samarbejde med Elton John.
It's Britney, bitch!

