Kendte27. marts 2022

”Borgen”-anmeldelse: Tyve minutter inde i afsnit 7 havde jeg et ufrivilligt verbalt udbrud

Det skulle have’ været så godt. Men så er det faktisk både halvkedeligt og ret akavet at se det næstsidste afsnit af ”Borgen”
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Der er flere tidspunkter i løbet af syvende episode af ”Borgen: Riget, Magten og Æren”, hvor man krymper sig sammen og tænker: ”Sagde de lige det?”

Faktisk er der så mange af dem, at man kan komme til at misse det ene – ellers ret lækre – højdepunkt, hvis man ikke er vaks.

Her får vi (lidt ligesom i femte afsnit) en salve af gode replikker smidt i ansigtet, mens de velproducerede Netflix-billeder forkæler synssansen i et hæsblæsende krydsklip.

Men vi skal kæmpe os igennem så mange klæbrige – og sommetider direkte mystiske – bemærkninger fra karaktererne – som medvirker til, at denne søndags udgave af ”Borgen” absolut ikke glider lige så let ned, som mange af de forrige afsnit har gjort.

Tillad mig i denne anmeldelse at komme med en samling af de mest forbavsende dårlige øjeblikke i dette afsnit – for endeligt at komme med det ene eksempel, hvor det hele rent faktisk går an.

Rød kontorstol under Kina-møde

Vi starter ved scenen, som jeg har valgt at kalde: ”Birgitte bløder næsten igennem under mødet med Kina”.

Lige efter udenrigsministeren har givet os en karikeret imitation af en benægtende russer, dukker der pludselig – og her må I lige have mig undskyldt – kommunister op i lysthuset.

Med tilsvarende dramatisk score, som når en væbnet konflikt pludselig optrappes i Grønland, ser vi en forfjamsket Birgitte Nyborg afbryde et møde, for at spæne ud i enerum og texte sin sekretær om sin kvindagtige og penible situation.

Hun sender en Tampax-alarm.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0642132.jpg
 Foto: DR, Mike Kollöffel

Birgitte er - åh skræk - tæt på at bløde igennem foran Kinas ambassadør. Hvad vi skal bruge hele Tampax-dramaet til i en serie, der i forvejen kæmper med at få plads til alle detaljerne, er virkelig svært at regne ud. (Foto: Foto: DR, Mike Kollöffel)

fjollet og unødvendigt

Her er det åbenbart relevant at give plads til en ulmende menstruationskatastrofe, hvor Nyborg er snublende tæt på at farve kontorstolen under sig lige så rødt som det stolte kinesiske flag. Men hvorfor, er jeg simpelthen nødt til at spørge?

Vi så hende endda i forrige afsnit smide en hel pakke tamponer i kontorets papirkurv, fordi hun nu havde svedt samtlige skjorter igennem, og nok tænkte, at menopause nu var en endegyldig realitet. Hvilket bare betyder, at vi allerede har brugt (for meget) tid på detaljen.

Det virker både unødvendigt og ganske klovnet – faktisk minder det utroligt meget om, da Asger Holm Kirkegaards blod løber fra hovedet i første afsnit, og han må sætte sig ned for at forklare Birgitte, at han altså godt kan tage til Grønland, men han har flyskræk. For her blev også skruet lidt rigeligt op for slapstick-underlægget.

En mand med invaliderende angst, og en kvinde der er ved at gennemvæde nederdelen. Hvor pinligt.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0642128_1.jpg
 Foto: DR, Mike Kollöffel

Man kan ikke lade være med at heppe på Asger, der har en absolut stejl læringskurve i "Borgen". Men det er efterhånden trættende med alle hans skavanker - her tænker jeg også på den svære kærlighed. (Foto: Foto: DR, Mike Kollöffel)

Make it all go away

Det er dog ikke kun menstruationsproblemer, Birgitte har.

Hun spiser ikke (hun drikker kun Treo), hun sover heller ikke om natten, og kan faktisk ikke rigtig mærke sin krop, hvilket hun delvist fortæller til Oliver Hjort, da han omsorgsfuldt tilbyder hende en pose nødder i elevatoren.

Det minder mig frustrerende meget om en trivselsreklame, som jeg engang har set i flow-tv. Og det er ikke på den gode måde, for eftersom vi snart er ved vejs ende i denne omgang ”Borgen”, og dette ikke er en fagforeningskampagne, kan jeg godt blive nervøs for, hvor Nyborgs madlede, søvnproblemer og stresssymptomer skal føre hen.

Jeg frygter, at svaret er: Ingen steder.

Hjertet var faktisk tæt på at nærme sig halsen i sidste uge, da Birgitte Nyborg ved et uundgåeligt uheld øjnene Emmys gyldne halskæde på Asgers skrivebord under et videoopkald. Den ellers udmærkede cliffhanger blev dog i ugens afsnit ret hurtigt reduceret til et ”det var sgu dumt, men jeg er villig til at slå en streg over det, hvis det aldrig sker igen” fra hans chef.

Men på den anden side, så har Birgitte fået større hovedpiner til at gå væk. Også før sit massive forbrug af brusetabletter.

Kloge Kjeld ser lige gennem Asger

Og så kommer scenen, som absolut skurrede mest, og som må og skal trække et ellers rimeligt niveau gennem hele sæsonen lidt ned.

Lige som man tænker, at Asger – mens han går rundt i sin lejlighed med de blottede mursten, pakker nye underdrenge ned i kufferten – har regnet hele Malik-mysteriet ud, kaster manuskriptforfatterne en så stor bunke malurt i bægeret, at anmelderen her meget spontant udbrød:

- NEJ!

Min reaktion kom, da akupunktøren Aura-Kjeld helt overrasket men dog ubeskedent ser lige gennem sin klient, træder ind ad døren, og af rent instinkt konkluderer:

- Næ, du er forelsket!

Herefter slutter scenen, der er så cringe, at jeg faktisk mener, vi med den nåede et replikmæssigt lavpunkt.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0637615.jpg
 Foto: DR, Mike Kollöffel

I Grønland skruer Asger bissen på i forhandlingerne, mens han forsøger at holde løftet til Birgitte. Han kan dog ikke skjule sin forelskelse overfor Aura-Kjeld. (Foto: DR, Mike Kollöffel)

Værre bliver det faktisk kun, da Hr. Søsygearmbånd tager til Grønland for gang nummer jeg-er-træt-af-at-tælle, hvorfor hans kvalme vender tilbage.

Med instrukser hjemmefra spiller han kynisk og hård forhandler, der er træt af de ædle grønlænderes selvstændighedstrang, og det er på trods af at Emmy er begyndt at sende flirtesms’er.

Det resulterer i deres næsten soap-agtige udveksling:

- Hey, hvor er du?

- Jeg er lige her.

- Nej.

- Jeg har lovet min chef, jeg ikke ser dig mere.

PLudselig bedste veninder

Hos Katrine Fønsmark er hendes autoritet under så voldsomt et pres, og hun må give efter for den krævende, tilbagevendte vært Narciza, der kræver 100.000 kroner om måneden (!) i løn.

Selv Lone fra HR vover at sætte den vattede chef, der lader sig kue af Twitterfolkets harske kritik, til vægs. Nu kræver medarbejderne også en ekstraordinær undersøgelse af hendes ledelsesstil. Kan det blive meget værre for en nyslået mellemleder som Katrine?

Karakterudviklingen gennem de seneste bare to afsnit har dog lært os, at det faktisk ikke er helt urealistisk at Fønsmark får en bedste veninde i Narciza eller Lone – og at de tilmed godt kan nå at komme op på slyngvenindeniveau - for lige inde på Christiansborg er der tilsyneladende sket et venskabsmirakel, og nogen har simpelthen helt magisk BFF-pulver ned i Birgitte og Signes sorte kaffe.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0642123.jpg
 Foto: DR, Mike Kollöffel

Statsminister Signe Kragh, spillet af Johanne Louise Schmidt, og regeringsrebellen Birgitte Nyborg er nu pludselig ganske fine venner. (Foto: DR, Mike Kollöffel)

Ikke alene deler de feminismehastags, SoMe-strategi og smag for dobbeltradede beige uldfrakker.

Nyborg får sørme også lige en titel som vicestatsminister af den indsmigrende Kragh, og rykket over i folden hos den semikorrupte og egenrådige statsminister får Birgittes tidligere mentor Bent Sejrø til at forære os endnu en af afsnittets skæve toner:

- Hvad er det, der sker med dig. Du er helt galt afmarcheret.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0642121.jpg
 Foto: DR, Mike Kollöffel

#TheFutureIsFemale, fristes man til at tilføje (Foto: DR, Mike Kollöffel)

Birgittes sidste stik

Det leder os hen til en af de eneste højdepunkter i en sovs af pjattede replikker, som vi skulle trækkes med i dette nyeste afsnit.

Det skulle vise sig at blive et tilsyneladende undseeligt og kaotisk krydsklip, der skænker os et effektivt og lækkert overblik over Birgittes voksende forkærlighed for at presse sine partifæller, hvis de begynder at sparke til hendes taburet – som det i den grad er tilfældet med Jon Berthelsen fra Nye Demokrater.

Og den unge embedsmand Hjorts stigende trang til at afsløre sin efterhånden ret fordækte chef.

Både Nyborg og Berthelsen og Oliver og Rasmus tager lige ”5 minutter”.

Og så går den stramme pistolsalve af et dramatisk sceneskift i gang. Og SÅ spiller syvende afsnit endelig.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0642125.jpg
 Foto: DR, Mike Kollöffel

Simon Bennebjerg - i rollen som Oliver Hjort - er begyndt at smuglytte på Birgittes samtaler her og der (Foto: DR, Mike Kollöffel)

Magnus Millang (hvis spil jeg i nærværende anmeldelsesrække har været generelt enormt begejstret for hele vejen igennem) leverer for eksempel gammelklogt, spydigt og kækt replikken: - Så lad være med at fortælle mig om det. Det sker, da Oliver begyndende spilder sin ophobende viden om Birgittes samarbejde med Laugesen, samt om den fejlslagne PET-operation i Grønland, han nu kan forstå, kostede Malik livet.

Også da Jon – der spilles af Jens Albinus – siger, at ”straffen for højforræderi plejede at være døden”, hvorefter den skrappe udenrigsdronning svarer:

- Jamen er det det, du foretrækker?

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/dr-0642126.jpg
 Foto: DR, Mike Kollöffel

Nyborg sætter Jon Berthelsen til vægs, men han har tilsyneladende et es i ærmet.
(Foto: DR, Mike Kollöffel)

Uh, det føles godt at få de små glimt af den helt nådesløse politiker-Birgitte, når hun virkelig får lov at hugge til.

Lige som man ikke troede, vores egen Birgitte kunne blive koldere. Hun er vitterligt både Thelma og Louise her. Ud over klippen, for hun har jo intet at tabe. Og sådan en som Jon, der vægter idealer højere end magt, kan hun ikke have for tæt på.

Desværre har hendes gamle makker fra Nye Demokraters spæde start andre planer.

Det relativt kedelige syvende afsnit - inklusiv den nogle steder deciderede underlige dialog - sniger sig kun lige op på 3/6 stjerner.

Du kan se syvende afsnit på DR TV.

Læs de forrige anmeldelser af "Borgen: Riget, Magten og Æren" her:

Sponsoreret indhold