Kendte9. juni 2023

Bitter arvestrid med søsteren: Nu svarer Caroline Fleming

Caroline Fleming tager nu bladet fra munden omkring salget af indboet fra Valdemars Slot
Luften er iskold mellem de to søstre. 
Luften er iskold mellem de to søstre.
 Foto: Kaspar Wenstrup, Hanne Juul

Familiestriden mellem Valdemars Slots arvinger nåede nye højder, da en sønderknust Louise "Duddi" Iuel Albinus i går stod frem i BILLED-BLADET og tordnede mod sin søster Caroline Fleming og nevøen Alexander.

En række nye, uvurderlige genstande skal nemlig på auktion senere på måneden, og her var Duddi frustreret over, om hun ikke blev spurgt, om hun ville købe dem.

– Jeg forstår, at min nevø har ret til at sælge dem. Jeg er bare utrolig ked af ikke på noget tidspunkt at være blevet spurgt, om vi vil erhverve det tilbage. Fordi hvis det er kroner og ører det drejer sig om, skal man selvfølgelig betale, lød det fra Duddi til ugebladet.

Det er ikke meget, 47-årige Caroline Fleming har ytret sig i sagen, men nu tager hun alligevel bladet fra munden, skriver BILLED-BLADET.

– Caroline er ikke involveret i de auktioner og beslutninger bag dem. Hun har selv været nødt til at købe de ting tilbage, der stod hende nær, lyder det i et skriftligt svar til BILLED-BLADET fra Caroline Flemings presserådgiver Elisa Lykke.

Den tidligere baronesse antyder med sit svar, at hun altså ikke har noget at gøre med de genstande, der kommer på auktion.

Her er Caroline Fleming fotograferet med sønnen Alexander tilbage i 2018. 
Her er Caroline Fleming fotograferet med sønnen Alexander tilbage i 2018.
 Foto: Jesper Sunesen

Sådan startede striden

Da lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff døde i januar 2017, stod den dengang 12-årige Alexander Fleming som arving af det gældsplagede slot.

I 2019 fortalte lensbaronens yngste datter Louise “Duddi” Iuel Albinus så, at familien var enige om, at det var bedst, at hun og storesøster Caroline overtog slottet.

Caroline og Louise ejede hver 50 procent, Louise blev direktør og hendes mand Nikolaj Albinus overtog formandsposten i bestyrelsen.

Men da treenighedens første regnskab skulle underskrives, opstod balladen.

For Caroline mistænkte angiveligt “Duddi” og manden for at bruge selskabets finanser til privatforbrug.

Og da eksbaronessen Fleming nægtede at underskrive regnskaberne, sendte hun dermed Valdemars Slot Gods A/S til tvangsopløsning.

Sønnike Alexander arvede ganske vist ikke den økonomiske ruin på Tåsinge, men han stod stadig til at arve alle de historiske møbler og andet løsøre.

Det hentede 15 flyttebiler med Caroline i spidsen fra slottet og kørte direkte til auktionshuset Bruun Rasmussen, hvor de første læs forleden over flere dage blev solgt for over 10 millioner kroner.

De to søstre kommunikerer nu ifølge Fyns Amts Avis kun via deres advokater.

Sponsoreret indhold