Kendte22. maj 2018

Mistede fingre og næse: Beck "døde" på bjerget

I denne weekend havde en ny Hollywood-film premiere. ”Everest” er historien om en håndfuld håbefulde bjergbestigere, der på vej mod toppen af verdens højeste bjerg bliver fanget i et alvorligt uvejr. Men ”Everest” er ikke bare en film – historien bygger på en rystende, sand historie. Læs den her
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/everest_front_1.jpg

For tre dage siden nåede danske Jakob Urth som den 18. dansker tinden af verdens højeste bjerg. En anden dansker - Rasmus Kragh - måtte opgive sin mission om at nå toppen af Mount Everest.

Bjerget er kendt og berygtet for at have flere liv på samvittigheden, og særligt ét år var mørkt i Mount Everests historie: I maj 1996 blev en gruppe bjergbestigere fanget i årtiers snestorm, og de stod over for deres livs kamp på det 8.848 meter høje bjerg.

Deres kamp mod døden er blevet foreviget i filmen ”Everest”, der handler om bjergbestigerne, der forsøgte at nå toppen af verdens højeste bjerg, men blev fanget i én af de allerværste snestorme nogensinde.

En af dé bjergbestigere var den amerikanske læge Beck Weathers. Du kan se billeder af ham og hans vilde historie i galleriet nederst i denne artikel.

Han blev efterladt på bjerget af sine klatrekammerater, der var sikre på, at han ville dø.

Men på mirakuløs vis vågnede en ”død” Beck Weathers op – helt alene på bjerget – og kæmpede sig ned.

Han var så hårdt ramt af forfrysninger, da han blev reddet, at han mistede alle sine fingre og en stor del af sin næse.

Beck Weathers mirakuløse redning på verdens højeste bjerg er én af de historier, der bliver oprullet i filmen, der fik dansk premiere 17. september 2015.

https://imgix.seoghoer.dk/21.22853742.jpg
 All Over

Beck Weathers til premiere på den nye film "Everest". Se flere billeder af ham i galleriet øverst i denne artikel. Foto: All Over

Fanget 450 meter fra toppen

I alt omkom 12 bjergbestigere de skæbnesvangre dage i begyndelsen af maj 1996, men Beck Weathers overlevede og har i forbindelse med premieren på filmen genfortalt sin vilde historie til det britiske medie Daily Mail.

- Den 10. maj 1996 – højt oppe i ”dødszonen” (område højt oppe på bjerget, hvor iltniveauet er faretruende lavt, red.) på Mount Everest husker jeg svagt, at jeg døde.

- Kulden bedøvede mig, og jeg svandt langsom væk. Den følgende dag, da solen rejste sig på horisonten, vågnede jeg fra de døde og åbnede mine øjne. Det er et mysterium og et mirakel, jeg stadig ikke forstår, siger Beck Weathers til det britiske medie Daily Mail.

Den amerikanske læge var 49 år, da han begav sig op på toppen af verdens højeste bjerg. Den 10. maj var der usædvanligt mange bjergbestigere, der havde samme idé – og derfor var der kø på vej op af det 8.848 meter høje bjerg.

Men vejret var godt.

Halvvejs oppe af bjerget kunne Beck Weathers dog fornemme, at han havde problemer med synet. Han kunne ikke se skarpt, men var overbevist om, at synet ville komme tilbage, når solen stod op. Hans gruppe var taget afsted midt om natten – målet var at nå toppen af Mount Everest og komme ned i sikkerhed igen, inden mørket faldt på.

Men da solen kom, drillede hans syn stadig, og hans ekspeditionsleder Rob Hall beordrede ham til at sætte sig og vente en halv time.

- Hvis dit syn er bedre, kan du fortsætte. Ellers skal du vente på mig, sagde ekspeditionslederen ifølge Beck Weathers.

Beck Weathers satte sig ned – ”kun” 450 meter fra toppen af bjerget – og hilste på flere bjergbestigere enten på vej op eller ned ad bjerget.

- Jeg regnede med, at Rob ville være tilbage senest kl. 15:00. Men klokken blev 17:00, og jeg begyndte at blive nervøs. Da skyggerne blev længere, og det blev koldere, gik det op for mig, at jeg havde siddet for længe. Jeg kunne intet se, og jeg var fanget.

- Det gik op for mig, at jeg var alt for nedkølet. Vandflaskerne inde i min jakke var bundfrosne, fortæller Beck Weathers.

Han mødte flere bjergbestigere fra sin gruppe, der tilbød at hjælpe ham ned. Men Beck Weathers fortalte, at han ville vente på en anden ekspeditionsleder, Mike, som befandt sig ikke langt fra ham.

Da Mike kom, begyndte de langsomt at bevæge sig ned ad bjerget. Men Beck Weathers var hårdt ramt af kulden og de mange timer, han havde siddet stille i den frysende kulde. Han snublede og var flere gange ved at hive sig selv og Mike i døden.

Et øredøvende brag

Pludseligt – ud af det blå – rullede uvejret ind over dem. Det hele gik så stærkt, at ingen af dem overhovedet havde opdaget, at snestormen var på vej.

- Vi hørte sådan en ”hæs rullende” lyd, og pludseligt detonerede stormvejret om ørerne på os. Det hele udviklede sig til et øredøvende brag. En tyk væg af skyer indhyllede os, og til sidst var det eneste, vi kunne se, vores hovedlamper.

- Vi kunne ikke se vores fødder, og det blev vanvittigt koldt. Minus 60 grader. Vi krøb sammen. Jeg kunne ikke længere mærke min højre hånd, fortæller Beck Weathers.

Han besluttede sig for at tage sin vante af og lægge hånden ind på sin mave for at varme den op.

https://imgix.seoghoer.dk/beck_0.jpg
 All Over

Efter han blev reddet forsøgte hans klatrekammerater at tø hans bundfrosne hænder op. Se flere billeder i galleriet øverst i denne artikel. Foto: All Over

- Det, der så skete, kom som et chok: Huden på min hånd og arm frøs øjeblikkeligt og blev hårdt som sten. Jeg mistede min vante. Nu var det en kamp for liv og død, siger Beck Weathers, der i de kaotiske timer kunne fornemme, at der var flere bjergbestigere sammen med ham.

De lå alle krøbet sammen i håb om at holde hinanden varme. Beck Weathers husker ikke meget fra den nat. Han var bevidstløs og døden nær.

- Da stormen var aftaget lidt, kom der tre sherpaer og en anden klatrer hen til os. Klatreren rev et centimeter tykt lag is af Yasukos (en anden klatrer, red.) ansigt. Hendes hud var som porcelæn. Hendes pupiller var udvidet, men hun trak stadig vejret.

- Klatreren fandt også mig og fortalte senere, at han aldrig havde set én være så tæt på døden. Så de forlod os.

Død for anden gang

- På en varm solrig dag i Dallas fik min kone at vide, at jeg var død. Men omkring kl. 16:00 Everest-tid skete miraklet: Jeg åbnede mine øjne. Så kom min åbenbaring.

- Min familie dukkede op for mit indre øje. Jeg vidste med absolut sikkerhed, at hvis jeg ikke rejste mig, så ville jeg dø her, fortæller Beck Weathers.

- Jeg kæmpede mig på mine fødder, næsten hel blind. Jeg sagde til mig selv ”du må ikke glemme de små ting”, og jeg begyndte at vakle gennem det usikre terræn.

- Hver gang jeg faldt – bang! – så rejste jeg mig op og fortsatte.

- Jeg følte en overvældende sorg over, at jeg aldrig ville sige ”jeg elsker dig” til min kone eller holde om mine børn, fortæller Beck Weathers, der midt i snestormen pludseligt anede to telte.

De overraskede bjergbestigerne hev ham ind i et af teltene og puttede ham ned i to soveposer.

- Jeg troede, jeg havde en chance. De efterlod mig den nat, de regnede med, jeg ville dø. Et par gange kunne jeg høre nogle snakke om en ”død mand” – det var mig.

Men Beck Weathers var ikke død.

https://imgix.seoghoer.dk/26.01900683_1.jpg
 All Over

Filmen "Everest". Beck Weathers rolle bliver spillet af Josh Brolin. Se flere billeder i galleriet nederst.

For anden gang på blot ét døgn snød han døden.

Beck Weathers var dog stadig hårdt ramt af sine forfrysninger, han havde ikke spist i tre dage og drukket i to. De andre måtte igen forsøge at hjælpe ham ned, men denne gang lykkedes det.

De nåede alle til Camp 2, hvor et af teltene hurtigt blev omdannet til et ”mini-hospital”. Den danske læge Henrik Jessen Hansen, der befandt sig i Camp 2, hjalp med at få tøet Beck Weathers hænder op. Og herfra gik turen mod Camp 1, hvor Beck Weathers blev hentet af en redningshelikopter.

- Jeg fik at vide, at mine forfrysninger var så alvorlige, så mine hænder var som døde hundehvalpe. Jeg kan huske, at jeg sad i en stol, da et stykke af min højre albue faldt af. Senere, da jeg gik ned af en gang, faldt min venstre storetå af. Siden faldt min næse også af, siger Beck Weathers, der det følgende år gennemgik 11 operationer på hænder og ansigt.

- Jeg fik en ny næse, der blev skabt af hud hentet fra min pande, siger Beck Weathers, inden han til slut slår fast, at ”ja… jeg ville gøre det hele én gang til”.

Tragedien på Everest bragte ham nemlig tættere på sin kone.

- Jeg gav mine hænder og fik min familie og fremtid i stedet. Det er et godt køb, siger Beck Weathers.

Du kan se alle billederne fra hans historie i galleriet øverst i artiklen.

Herunder kan du se traileren for filmen ”Everest”, der fik dansk premiere 17. september 2015.

Beck Weathers - Everest

Sponsoreret indhold