Miraklet på Everest: Blev erklæret død på toppen - vågnede op 12 timer senere

I aften kan vi følge med fra allernærmeste hold, når danske Jakob Urth og Rasmus Kragh forsøger nå toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest.

I TV 2-dokumentaren "Mission Mount Everest" forsøger de to danskere - som de første herhjemme nogensinde - at nå toppen uden hjælp fra kunstig ilt.

Turen op ad det 8.848 meter høje bjerg er hverken for de sarte eller sensitive. Dramaet udvikler sig, da de to bjergbestigere bevæger sig ind i den såkaldte dødszone i mere end 8.000 meters højde.

Mount Everest har mange liv på samvittigheden, og højt oppe på bjerget kan selv en centimeters fejlbedømmelse betyde den visse død.

Australske Lincoln Hall nåede toppen af Mount Everest i slutningen af maj 2006 – men det kom med en høj pris.

Under nedstigningen, 150 meter fra toppen, blev han ramt af højdesyge – noget alle klatrere på Mount Everest er udsat for i den tynde luft – og hans hjerne tog så meget skade, at han blev erklæret død.

Han blev efterladt alene højt på bjerget uden chancer for at overleve.

Men på mirakuløs vis var Lincoln Hall ikke død.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lincoln Hall og andre på vej mod Mount Everest i slutningen af maj 1996. Foto: All Over Press

Og på mirakuløs vis lykkedes det ham at vågne fra sin koma-lignende tilstand 12 timer senere, hvor han blev fundet af forbipasserende klatrere.

På det tidspunkt havde alle afskrevet ham som død, og selv hans familie og venner hjemme i Australien havde modtaget den triste besked om, at han ikke havde klaret turen.

Derfor var der også kun måben og overraskelse at spore, da de forbipasserende stødte ind i en lyslevende Lincoln Hall, der sad med benene over kors – i gang med at skifte bluse i den bidende kulde.

Han havde lynet sin varme skijakke ned, han bar hverken handsker eller iltmaske – og han sad mutters alene i sneen uden ilt, uden økse, uden sovepose, vand og mad. Han var ramt af alvorlige forfrysninger i blandt andet fingre og fødder, men han var i live. Noget der stort set var utænkeligt efter at have tilbragt 12 timer uden ilt i den såkaldte dødszone på bjerget.

Herunder kan du gå på opdagelse i et interaktivt kort med facts om Mount Everest og menneskerne, der forsøger at nå toppen.

- Jeg går ud fra, at I ikke havde regnet med at se mig her, var de første hæse ord, som Lincoln Hall sagde til sine med-klatrere.

Og nej… der var ingen, der havde regnet med at finde en Lincoln Hall i live.

12 timer forinden havde hans sherpaer – en gruppe lokale der havde hjulpet ham på turen – set sig nødsaget til at efterlade en døende Lincoln Hall højt oppe i dødszonen, blot 150 meter fra toppen.

Den dengang 50-årige bjergbestiger var blevet ramt af den frygtede tilstand kaldet cerebralt ødem, hvor hjernen begynder at svækkes som følge af det lave iltniveau. Han blev svimmel, konfus og begyndte at hallucinere.

Den erfarne klatrer rablede for eksempel om, at han ville springe ned fra bjerget.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lincoln Hall mistede sine fingerspidser og en tå efter sit forsøg på at nå toppen. Foto: All Over Press

Han fortalte også sine sherpaer, at han agtede at vende om og kravle tilbage op på bjergtoppen. Til sidst ville han slet ikke gå – og da sherpaerne indså, at han døsede hen i koma og senere den visse død, valgte de at efterlade ham.

Alle klatrere og sherpaer kender denne uskrevne regel: Kan du ikke selv gå, bliver du efterladt.

Men som ved et mystisk mirakel døde Lincoln Hall ikke. 12 timer senere var han stadig i live og mere vågen, end da han blev efterladt. Han hallucinerede dog stadigt.

Han mente for eksempel, at han befandt sig i en båd, og da hans redningsmænd fik radiokontakt med folk i base camp, tog Lincoln Hall røret og gav sig til at organisere redningsaktionen.

Han anede ikke, at det var ham selv, den gjaldt.

Bjergbestigerne, der havde fundet Lincoln Hall, opgav deres eget projekt om at nå toppen og igangsatte i stedet en redningsaktion, hvor 12 sherpaer ankom og deltog.

Trods svære forfrysninger og hallucinationer lykkedes det at bringe Lincoln Hall ned til Mount Everests North Col, hvor han blev behandlet af en russisk læge, før turen fortsatte til Advanced Base Camp, hvor hans behandling fortsatte.

På grund af kulden mistede Lincoln Hall sine fingerspidser samt en tå.

Lincoln Halls mirakuløse redning kom kort efter, at en anden bjergbestiger, David Sharp, var blevet efterladt og døde på bjerget samme år – også få hundrede meter fra toppen.

Artiklen fortsætter under billedet...

34-årige David Sharp døde 15. maj 2006 - kort før, at Lincoln Hall blev reddet ned fra bjerget. Foto: Privat

Der blev ikke gjort nogle forsøg på at redde David Sharp til trods for, at flere havde passeret ham og konstateret, at han stadig var i live.

Debatten rasede efterfølgende: Var det forkasteligt og umenneskeligt, at andre klatrere havde kæmpet videre i deres egoistiske forsøg på at nå toppen, mens en medklatrer lå døende ved siden af?

Ja, mente blandt andet Sir Edmund Hillary, der var den første til at nå toppen af Mount Everest i 1953.

- Vi ville aldrig have efterladt ham og ladet ham dø under en sten. Han var et menneske, og vi ville se det som vores pligt at forsøge at bringe ham ned, udtalte Sir Edmund Hillary.

Modsat Lincoln Hall var David Sharp dog ikke ved bevidsthed, da han blev fundet. Og i dag mener flere stadig, at den uskrevne regel må og skal gælde: Kan du ikke selv gå, bliver du efterladt.

Lincoln Hall døde i 2012 af lungehindekræft.

Du kan se billeder fra Lincoln Halls mirakuløse 2006-tur til Everest i galleriet herunder: