102-årige Lise Nørgaard klarer sig godt: Lever fint uden mand

Hvis man stiller store krav, kan det være svært at finde en ordentlig mand. Og for øvrigt lever 102-årige Lise Nørgaard fint uden.

Hun fortæller, at det kan være svært at finde en mand, når man er oppe i alderen. Og hun har ikke haft den store lyst til at finde en ny mand, efter at hendes ægtemand nummer to, Jens Nørgaard, døde i 1984.

– Nej, for ved du hvad, jeg har ikke noget behov for at have en mand for enhver pris. Jeg havde en masse mænd omkring mig, da jeg blev ledig på markedet, men de var enten gift med dejlige damer, eller også var de ikke helt acceptable.

– Og der er også noget andet, man skal tænke på. De mænd, der opsøger en i den alder, de har også selv en familie. Og så må man spørge sig selv, om det er den, man vil have med rundt om juletræet. Man kan jo sagtens være gode venner, uden at mændene skal flytte ind og have vasket deres underbukser i min vaskemaskine, ikke? siger hun til Alt for damerne.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Lise mistede for nylig en af sine tætteste venner, modejournalisten Didder Rønlund. Hun blev 93 år. (Foto: Hanne Juul)

Depression

Lise Nørgaard har et nært forhold til hunde. Da hendes sidste døde, blev hun så ganske ulykkelig. Således måtte hun ringe til sin nevø, som udskrev lykkepiller til hende midt i sorgen.

– Min sidste hund døde for 12 år siden, og jeg savner den hver dag. Hvert øjeblik. At der en, der vil tage imod mig og ovenikøbet være glad for at se mig, uanset hvor grim og sur jeg er. Det var meget hårdt for mig at miste min mand og senere min søn, men da hunden døde, fik jeg en depression. Jeg kunne hverken spise eller drikke. Jeg ringede til min nevø, som er læge, og han kom med lasagne fra en delikatesse, en flaske rødvin og en recept på lykkepiller, siger den 102-årige journalist i interviewet med bladet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Nu afslører Lise Nørgaard, at hun for 12 år siden fik lykkepiller, fordi hendes hund døde. (Foto: Martin Høien)

Savner dans

Når man som Lise for længst har rundet de 100 år, så er døden naturligvis noget, man har tænkt på.

– Somme tider undrer jeg mig over, at jeg vågner om morgenen. Gud, solen skinner. Og telefonen har ikke ringet endnu. Jeg har jo stadig noget at glæde mig til. Koncerter. Jeg skal snart ind og høre Eugen Onegin med Jens Christian Wandt og Mikkel Følsgaard. Det glæder jeg mig til. Mikkel dansede jeg vildt med til en fødselsdag, vi var til. Nu danser jeg ikke vildt mere. Jeg har danset min sidste lancier. Og jeg, der ellers elsker at danse. I stedet sidder jeg bedrøvet og ser de andre danse i kvadriller. Det er irriterende.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Forfatteren bor stadig i egen lejlighed og klarer sig selv – dog med lidt hjælp fra en hjemmehjælper. (Foto: Thomas Laursen)

Hader telefoner

Den aldrende kvinde afslører også over for Alt for damerne, at både telefoner og overtro kan drive hende komplet til vanvid.

– Hvis telefonen ringer, før jeg er kommet ud af sengen, så skal det nok blive en dårlig dag. Jeg hader telefoner. Det er jo ikke en måde at komme ud af sengen på, vel? Og den skal heller ikke ringe, mens jeg er i bad.

– Og når jeg begynder at lave min morgenmad, skal det helst være uforstyrret, for ellers kan det også godt gå galt. Og med uforstyrret mener jeg, at jeg ikke skal forstyrres, når jeg koger mit æg. Det gør jeg efter min moster Thyras metode. Jeg putter ægget i koldt vand, og når vandet begynder at koge, synger jeg første vers af "Vor Gud han er så fast en borg". Ægget skal helst op ved første sætning af andet vers, siger Lise Nørgaard.