Hollywood10. september 2018

Trøsteknaldede Zac Efron lige efter sin skilsmisse

Spice Girls-stjernen Mel B fandt den helt rigtige fyr til et trøsteknald, da hun sidste år gik fra manden Stephen Belafonte
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/zacmel.jpg
 Foto: MEGA

Da Mel B sidste år gik fra manden Stephen Belafonte, ledte hun efter en fyr, der kunne give hende et godt knald og noget omsorg.

Og det fandt hun.

Igennem en meget eksklusiv dating-app, hvor det kun er rige og berømte, der leder efter kærlighed og sex, kom hun i kontakt med den 13 år yngre Zac Efron.

Det skriver The Sun.

- Han endte med at køre over til hendes lejlighed. De klikkede godt og brugte et par gode timer sammen. Ingen af dem så det som noget, der skulle fortsætte, men der var kemi. Mel syntes, at Zac havde en fantastisk krop, fortæller en ven af Mel B til The Sun.

Hverken Zac Efron eller Mel B har valgt at kommentere historien.

Mel B og Stephen Belafonte endte med at være sammen i 10 turbulente år, inden hun i foråret 2017 besluttede sig for, at hun ville skilles.

Skilsmissen fra Stephen Belafonte har budt på flere opsigtsvækkende oplysninger, der er kommet frem i takt med, at skilsmissen er skredet fremad.

Blandt andet skulle han have vist børnene nogle yderst voldsomme videoer.

- Mens jeg ikke var tilstede, syntes Stephen, at det ville være sjovt eller lærerigt (jeg ved det stadig ikke), at vise IS-halshugningsvideoer. Det var fuldstændig upassende at vise til så små piger, der ikke ved, hvad der foregår i de videoer. Angel har flere gange fortalt mig om videoerne, og at hun var bange og skræmt over, at Stephen ville udsætte hende for så grusomme billeder, lød det blandt andet fra Mel B i retsdokumenterne.

Mel B har også anklaget Stephen for vold mod hende mange gange.

Efter skilsmissen har Mel B også slettet alle de spor, hun havde af eksen på kroppen.

I behandling

Mel B fortalte i sidste måned, at hun vil søge behandling i løbet af september, så hun kan komme af med sit sex- og alkoholmisbrug.

Den 43-årige stjerne kommer til at indskrive sig på en behandlingsklinik i England i denne måned.

Mel B vil gerne være en rollemodel for børnene Phoenix Chi Gulzar, 19, Angel Iris Murphy Brown, 11, og Madison Brown Belafonte, seks, det er derfor, at hun nu har besluttet sig for at komme på afvænning.

Til den britiske avis The Sun, har Mel B fortalt, hvordan hun kom frem til, at det var på tide at få gjort noget ved sine problemer.

- Jeg har arbejdet sammen med en forfatter på min bog, Brutally Honest, og det har været ualmindeligt traumatisk at gennemleve det emotionelt hårde forhold, og at konfrontere så mange store problemer i mit liv, fortalte Mel B.

- Jeg er helt ærlig om, at jeg har drukket for at dulme smerterne, men det er bare en måde, som mange mennesker skjuler, hvad der virkelig foregår. Nogle gange er svært at overkomme alle de følelser, jeg har. Men problemet har aldrig været om sex eller alkohol. Det ligger under alt det, fortalte Mel B også.

Hun fortalte samtidig, at hun lider af post traumatisk stress syndrom efter skilsmissen fra Stephen Belafonte.

Sponsoreret indhold